Agurketid
kalder man den periode om sommeren hvor medierne mangler nyhedsstof og hvor små (ligegyldige) begivenheder derfor får mere spalteplads end normalt.
Hos VojensMail er det også mærkbart, at der ikke er så mange arrangementer at skrive om, mens både arrangører og publikum holder ferie, men så bliver der lejlighed til at fortælle noget andet. Vi sætter et lidt længere lys på, så der også er noget at glæde sig til, når ferien er forbi.
|
|
|
|
Sommerdans i Fritidscentret
Du kan lige nå at få en svingom i eftermiddag:
Tid: Søndag, den 9. juli 2023 kl. 14 – 16
Sted: på plænen ved Vojens Fritidscenter, Overgårdsvej 5, 6500 Vojens. (I tilfælde af regn danses indendørs)
Program: Sommerdans. Danseleder B. Vølkers, mobil 5151 1655.
Entré: Pris kr. 25. Alle er velkomne. Medbring selv kaffen. Vi giver kagen. Tilmelding er ikke nødvendig – mød bare op. I tilfælde af regn danses indendørs. Så husk dansesko.
Arrangør: Dans Danmark
Medlemmer af Sjov Motion har fået en direkte invitation, men alle er velkomne - også selv om man ikke kommer med egen dansepartner med :)
|
|
49. Hærvejsvandring
den 9-15. juli 2023.
Vandringen begynder i Slesvig og går mod Viborg ad den gamle Hærvej. Man går 200 eller 300 km. i et tempo (og med pauser), hvor alle i rimelig gangform kan være med. Tilmeldingen lukkede i går, men på tirsdag - sidst på formiddagen - vil man kunne møde vandringsmænd (m/k) på vej mod nord på Hærvejen gennem Vojens. Det er Fodslaw, der arrangerer.
|
|
Lyt til nyt...
Flere gange om måneden svinger Sven Møller mikrofonen i Vojens området, hvor han taler med forskellige aktive borgere fra kulturlivet. Det bliver til podcasts til Radio Haderslev, og udsendelserne kan høres, når man har tid og lyst. Klik på billedet for at se de enkelte podcasts.
|
|
Vojens Høtte 2023
finder som sædvanlig sted i uge 34 - i år den 24.-27. august. Det foregår med en række arrangementer, der har vist deres berettigelse - f.eks. optog, gadefest, Høtterock, pigefrokost og kræmmermarked. Men Høtteudvalget plejer at twiste lidt - også på det kendte, så der er grund til at glæde sig.
Det er ikke for tidligt at gøre opmærksom på byfesten, for der er allerede billetter klar til salg. Bestil billetter ved at klikke på Høttelogoet.
Skulle du have lidt tid tilovers, er du sikkert også velkommen til at melde dig som Høttefrivillig til en opgave eller to, for uden frivillige - ingen fest!
|
|
Tour of Scandinavia
Tour de France kommer ikke til Haderslev i år, men etapeløbet Tour of Scandinavia med toppen af verdens kvindelige cykelelite kommer tæt på søndag, den 27.august.
Løbets sidste etape har målstreg på Christian den X's Vej i Haderslev, men inden da kører rytterne ca. 60 km. gennem kommunen og kommer både til Tørning og Vojens.
Kvikke læsere af omtalen af Høtten vil have bemærket, at det netop falder sammen med Høttens sidste dag - en ekstra appelsin i byfestarrangørernes turban. Forventet tidspunkt for passage i Vojens er kl. 13.21!
|
|
Offentlige foredrag i naturvidenskab
Emner og datoer for efterårssemestrets offentlige foredrag i naturvidenskab, som Vojens Kultur- og Musikhus livestreamer fra Aarhus Universitet, er nu meldt ud. Der er gratis adgang, og det foregår altid på tirsdage kl. 19-21. Måske er det nu, du skal sætte krydser i kalenderen?! Klik på billedet for at læse mere.
|
|
Fra Forum Vojens´ egen verden
|
|
Forum Vojens´ bestyrelse har før sommerferien nået at behandle ansøgninger og give tilskud til et par borgerprojekter.
Desuden er opgaven med at bearbejde og prioritere de indsatser, der er foreslået i " Levende bymidte - udviklingsplan for Vojens" sat i gang i samarbejde med Haderslev Kommune (både forvaltningsfolk og politikere) og andre interessenter.
Sidst, men ikke mindst, glæder Forum Vojens sig sammen med Brugerrådet ved Aktivitetscentret Povlsbjerg over, at det er lykkedes at skaffe fondsmidler til at omdanne det noget tilgroede område foran centret til en Bypark, der bliver endnu en grøn oase i Vojens.
Her skal laves stisystem, insekthotel, staudebede, bordebænke-sæt, træstammer- og stubbe til balanceleg samt græs i forskellige længder for at fremme biodiversiteten.
|
|
Forum Vojens har støttet projektet ved at stille garanti for det restbeløb på godt 100.000 kr., der mangler for at få budgettet på 1.320.000 kr. til at nå sammen. Det betyder, at arbejdet kan gå i gang allerede i løbet af et par måneder.
|
|
Sol og vand - stråhat og gummistøvler
Efter en lang tørkeperiode er den danske sommer - med "byger, der går og kommer" - vendt tilbage. Dog med lovning på varmere og knap så dramatisk vejr her i weekenden. Det hastigt skiftende vejr kan drille os mennesker i hverdagen, men det bekommer landbrugsafgrøderne, naturen og sommerblomsterne godt.
|
|
Nyhedsmails lige fra begyndelsen
Klik på knappen for at se tidligere numre af VojensMail, der startede i begyndelsen af december 2022
|
|
|
|
|