Udgave 49. * 8. februar, 2023
|
|
Vinter i København. Vi kan ikke garantere godt vejr, men til gengæld er der masser af spændende ting at lave og opleve.
|
|
Vi er jo ikke sådan nogen, der lader os slå ud af lidt februar kulde. Nej, vi er mere sådan nogle der tænker: hvordan få vi det bedste ud af København i sådan en tilsyneladende lidt kedelig vintermåned. Hemmeligheden er, at det slet ikke er så kedeligt, hvis man kigger godt efter 🔍
|
|
- Skandinavisk velvære - CopenHot
- Lys i vintermørket
- Dagens vigtigste måltid - Et Cetera
- Tangsafari i Odsherred - Mød en Københavner
- Tidsløs arkitektur på Glyptoteket
|
|
Find dit varmeste halstørklæde frem fra skabet, din pose med grus/salt og gør dig klar til at udforske København.
|
|
SKANDINAVISK VELVÆRE HOS COPENHOT
|
|
Er der noget bedre end at sidde i et 40 grader varmt jacuzzi mens sneen daler ned over dig? Det bliver i hvert fald ikke mere urbant vildmarksbad-agtigt end hos CopenHot.
|
|
CopenHots vildmarksbade er opvarmet med brænde til 40 grader og har plads til ca. fire personer (fem med god vilje). De 40 grader kan dog godt blive lidt varmt i længden, men så er der er et isbad, som man kan køle sig lidt ned i. Vekselvirkningen mellem det kolde og det varme, er dog noget man ikke må snyde sig selv for. Det er forfriskende! ❄️
|
|
Denne vintersæson samarbejder CopenHot igen med Mikkellers ølbar Baghaven, som ligger på Refshaleøen. Opsummeret: Ned i det varme efter et dyp i det kolde og få derefter serveret velbrygget øl, mens sneen daler ned over dig. Det bliver ikke bedre.
|
|
Den årlige Copenhagen Light Festival er en begivenhed, som du heller ikke må gå glip af denne vinter, fra den 3.-26. februar. Langs hele havnefronten (og mange andre steder i byen) kan du finde smukke, spændende og inddragende lysinstallationer skabt af et væld af forskellige kunstnere. Særligt langs havnen er der gode oplevelser at hente, og ikke mindst fordi spejlingerne i vandet bringer noget ekstra til mange af værkerne her.
|
|
Festivalen er den perfekte måde, for dig at bringe lidt lys ind i vintermørket. Installationerne opleves bedst til fods eller på cykel, så du rigtig får oplevelsen af byen ind ud under huden samtidig. på copenhagenlightfestival.org kan du downloade en app med oversigt over de forskellige værker og hvor du finder dem osv.
|
|
Fordi København nu officielt har startet året som World Capital of Architecture, så har man lavet en særlig lysinstallation i anledning af det. Lysinstallationen hedder White Beams og består af hvide lysstråler, der fra Rådhustårnet rammer udpegede arkitektoniske landemærker i 11 forskellige områder i København, eksempelvis det gamle B&W værft på Refshaleøen, Grundtvigkirken i Bispebjerg osv.
|
|
Morgenmaden kaldes ofte dagens vigtigste måltid. Heldigvis er der masser af gode steder at spise morgenmad i København. Men hvis du nu er på udkig efter noget mere eksotisk end den traditionelle danske morgenmad, så er Et Cetera det rette sted at gå hen.
|
|
Et Cetera er et lille, intimt sted, hvor maden er dybt inspireret af koreansk og japansk enkelhed og er endnu en at de asiatiske spisesteder, som er skudt op i København i løbet af det seneste år.
|
|
Tidligere lokalerne huset en frisørsalon. Omridset af det oprindelige skilt er stadig synlig i vinduet og giver stedet en vis autenticitet og er et anderkendende nik til fortiden. Her er indrettet råt og enkelt med hvide fliser på væggene og naturfarvede gardiner langs væggene.
|
|
Et Cetera er ikke kun et kort stop på din rejse rundt i København. Det er et godt sted at hygge, varme hænderne, spise frokost og nyde en god kop kaffe, te eller hjemmelavet lemonade.
|
|
I den nordvestlige del af Sjælland finder du Odsherred, et område fyldt med smuk natur, gastronomi i høj klasse og lokale iværksættere. En af disse er virksomheden DanskTang.
|
|
Odsherred er også kendt som Danmarks køkkenhave. Den frugtbare jord og det milde klima, gør det til det perfekte sted at gro alle mulige forskellige slags afgrøder. Men det er ikke kun på land at der er gang i den. Havet er også frodigt, og her høster gutterne fra DanskTang frisk tang, som de leverer til flere af Danmarks bedste restauranter. De arrangerer også tangsafari, hvor man selv kan kommer med i vandet og både plukke og smage på tangen.
|
|
Vi tog med på en af deres tangsafarier og fik en snak med ejeren af DanskTang, Claus, om tang, Odsherred og alt derimellem.
|
|
Kan du starte med at fortælle lidt om DanskTang?
|
|
Vi leverer frisk tang til blandt andet high-end restauranter, men også til mange andre cafeer, restauranter og kantiner i Danmark. Vi har vores tangsafari, hvor vi flere steder på Sjælland, har folk i vandet for at høste. Nogle steder samarbejder vi med restauranter hvor folk efterfølgende kan komme ud og spise. Blandt andet på Mota hvor man får en seksretters menu hvor den høstede tang indgår.
|
|
Hvorfor skal folk begynde at spise tang fra Danmark?
|
|
Det skal de jo af flere årsager. For det første fordi det er hamrende sundt, for det andet fordi det smager godt og for det tredje fordi det er super godt for klimaet. Vi har dyrket landet op, vi kan ikke finde plads til flere steder, men ude i havet der kan man faktisk godt dyrke tangen. Når vi har folk i vandet eller virksomhedsbesøg, så oplever vi at de hver gang bliver overrasket over hvordan tang smager. Der er mange der tror at det bare smager salt. Der er krydssmagninger på alle grøntsager og alt i vandet. Du vil altid kunne stå i vandet og tage et stykke tang op, og så sammenligne det smagsmæssigt med en grøntsag eller frugt du kender i forvejen.
|
|
Hvad kan man opleve på en af jeres tangsafarier?
|
|
I starten var det jo bare en eller anden form for formidling, men det er blevet en stor del af virksomheden. Nu er vi faktisk dem i Danmark der har flest af de her ture. Det er en masterclass i tang som folk får, når de kommer med i vandet. Det vil sige, at vi gør dem klar til selv at høste og arbejde med tang i køkkenet. Samtidig giver vi dem jo en fed naturoplevelse. Man må ikke glemme den gastronomiske overbygning. Der er mad-freaks der virkelig syntes det er spændende, og slutter af ovre på en restaurant. Det kan noget.
|
|
Hvis du skulle have en perfekt dag i Odsherred, hvordan ville den så se ud?
|
|
Det kunne være en tur på en god vingård. Så kunne man tage en tur hvor man besøgte en masse af de kunstnere der er her på Anneberg for eksempel, og så kunne man slutte af med at komme en tur i vandet eller gå en tur i skoven. Der er en natur i Odsherred som er helt fantastisk. Vi bliver stadig selv overrasket over den, når vi cykler rundt og opdager nye steder.
|
|
Har du en hidden gem i Odsherred, du gerne vil dele med os?
|
|
Ja det er sti og cykelsystemerne heroppe. Nu cykler jeg selv en del på mountain bike og vi kan stadig tage os selv i at komme et nyt sted, og blive helt blæst bag over af det. Det er virkelig noget der kan gøres meget mere ud af og opleves uden for højsæsonen. Det glæder mig faktisk når jeg cykler rundt, at man kan se at der kommer flere og flere her op og går ture i vinterperioden.
|
|
TIDSLØS ARKITEKTUR PÅ GLYPTOTEKET
|
|
Nu er det officielt og trådt i kraft. Den 17. januar er København UNESCO-UIA - World Capital of Architecture. For at fejre det vil vi i løbet af året pege på nogle arkitektoniske mesterværker i København, som man bare skal se, hvis man bare er en smule interesseret i arkitektur.
|
|
Glyptoteket er en unik sammensætning af arkitektoniske stilarter. Tanken var lige fra start tilbage i 1800-tallet, at det skulle være mere end en kunstsamling. Det skulle være et sted, der kunne fungere som en oase for mennesker fra både nær og fjern og det mærker man tydeligt, når man passerer vinterhaven. Herfra er det bare at gå på opdagelse.
|
|
Du bør selvfølgelig også se deres store samling af blandt andet egyptisk, græsk, etruskisk og romersk kunst når nu du er der og forkæl også dig selv med noget lækkert på den fremragende Café Picnic.
|
|
I øvrigt vil der i hele 2023 være meget gang i UNESCO-UIA - World Capital of Architecture. Tjek programmet Copenhagen in Common ud for at holde dig opdateret på det.
|
|
Ja, arkitektur i verdensklasse, urbane vildtmarksbade, tanghøst, lyskunst og god mad. Du kan ikke klandre os for ikke at komme nok rundt i hjørnerne.
|
|
Vi tilbage om to uger med mere af alt det bedste fra København.
|
|
Kasper, Frederik og Julie, Copenhagen Unfolded
|
|
Copenhagen Unfolded er udgivet af VisitCopenhagen, som hver dag fortæller hele verden om København og de oplevelser, der er at hente her. Med Copenhagen Unfolded, vil vi gerne dele vores københavneroplevelser med både gæster og lokale.
|
|
Denne udgave af Copenhagen Unfolded er sat sammen af Kasper Syhler, Frederik Ibsing, Clara Fuglsang Søgaard, Julie Horn og Andrea Sonne.
|
|
Kender du nogen, der vil være lige så glad for Copenhagen Unfolded, som dig? Giv en ven muligheden for at skrive sig op.
|
|
Har du fået videresendt det her nyhedsbrev af en ven? Skriv dig op her, så du kan modtage det selv hver anden uge.
|
|
Priser fra kun 439 kr. for 24 timer.
|
|
|
|
|