Udgave 1. * 17. marts, 2021
|
|
Velkommen til nye og faste læsere. Sidste uge kiggede vi på de oplevelser, som selv et nedlukket København kunne byde på.
|
|
Siden da er der som bekendt blevet lempet en lille smule på restriktionerne. Butikkerne er åbne igen. Derfor er der en god anledning til at komme ud i virkeligheden og slå en sludder af med en butiksindehaver, som helt sikkert vil være begejstret for, at du træder ind i deres butik.
|
|
Fordi vi gerne vil sende dig ud i hele byen - også de kvarterer hvor du ikke kommer så tit - så har vi udvalgt en række favoritter fra forskellige kvarterer.
|
|
- Roots – Sydhavnen
- Mr. Larkin – Frederiksberg
- Goods – Østerbro
- Rough Diamonds – City
- Moment – Nørrebro
- Edition Copenhagen - Christianshavn
- Storrs Antikvariat – Nordvest
- H.W. Larsen – Vesterbro
- Amager Fiskehus – Amager
|
|
Så lad os nu sige, at du står overfor at få udbetalt det sidste af dine indefrosne feriepenge. Du har lyst til både at forkæle dig selv lidt og støtte nogle af de butikker, som har været uden kunder i månedsvis. Det er tid til at slå to fluer med et smæk.
|
|
Lad os se at komme af sted.
|
|
Lad os starte med et emne, som falder os helt naturligt, nemlig med vin. Den lille nye vinbutik Roots i Sydhavnen, med udsigt over Teglværksløbet, er helt sikkert et besøg værd. Oprindeligt importerede og leverede de kun vin til toprestauranter, men så skete der noget, der påvirkede hele restaurationsbranchen...
|
|
Roots fremhæver vine fra huse, der arbejder bevidst med bæredygtighed i både landbrugsmæssig, økonomisk og social forstand. Udover det har de et mål om at udbrede kendskab til mindre kendte druer samt vinregioner, der ikke får så megen omtale, men har århundredes erfaring med vinbrug.
|
|
Vi siger på ingen måde, at der er noget galt med din yndligsflaske Ripasso, men er du nysgerrig på noget nyt, kan Felix og Leonardo helt sikkert pege dig i en spændende retning.
|
|
MR. LARKIN - FREDERIKSBERG
|
|
Facaden gør ikke meget væsen af sig. Soden fra årtiers trafik op og ned af Gl. Kongevej har sat sine spor, men det store glasparti til gaden, byder én velkommen til Mr. Larkin. Her sælges eksklusiv ready-to-wear og accessories til kvinder.
|
|
Mr. Larkin er ikke bare navnet på butikken. Det er også navnet på butiksindehaver og designer Casey Larkins Blonds brand. I butikken forhandler hun dog også tøj af andre udvalgte designere.
|
|
Stilen er feminin, inspireret af japanske tekstiler, skandinavisk simplicitet og originalt håndværk. Tag et smut forbi og se for dig selv 😉
|
|
Der er også lidt til den stilsikre mand. Goods på Østerbro har et lækkert udvalg af personligt håndplukkede kvalitetsvare på bøjlerne. Stilen er bygget op om det klassiske, tidløse og med fokus på høj kvalitet. Der er ikke noget brug og smid væk her.
|
|
Goods har også deres eget brand af samme navn, som du kun kan få fingre i her. Spørg efter deres overskjorter, de er fede!
|
|
Goods har eksisteret siden 2008 og er helt sikkert et besøg værd, for de af os der en gang imellem har brug for at blive inspireret til at uppe vores style-game.
|
|
Okay, det kan godt være, at man skal have mere end lidt indefrosne feriepenge på lommen, hvis man skal have noget med hjem fra Rough Diamonds. Men det kunne jo være, at man ville lægge vejen forbi og lade sig inspirere til en helt særlig gave til en helt særlig begivenhed.
|
|
Lidt tilbagetrukket fra Bredgade i indre København, ligger både butik og værksted i rolige omgivelser. Her har designeren Maya Bjørnsten specialiseret sig i smykker med rå diamanter. Her kommer du ikke til at se facetslibninger. Fokus ligger på den enkelte diamants egen skønhed og personlighed.
|
|
Når man fra Ravnsborggade træder in i Moment, lægger man straks mærke til, at der er højt til loftet, for gulvene er guldfarvede, og butikken er spækket med kræsent håndplukket vintage interiør. Barborde i guld, art deco lamper, vaser i snoet glas og kattedyr i glaceret porcelæn.
|
|
Det er ikke din typiske kølige skandinaviske designæstetik, der hersker her. Man får lyst til at skeje ud og finde sin indre Gatsby frem og skrue lidt op for dekadencen.
|
|
Er du i området, kunne du også smutte forbi Jægersborggade, hvor du kan møde nogle af de fantastiske københavnere, som driver deres lille shoppingparadis der. Se mere på vores Insta!
|
|
EDITION COPENHAGEN - CHRISTIANSHAVN
|
|
Så tager vi ud til Christianshavn og kigger på kunst. Edition Copenhagen er et litografisk værksted i verdensklasse, hvor kunstnere fra hele kloden kommer for at arbejde med de højt specialiserede litografer.
|
|
I det tilhørende galleri kan du gå på opdagelse i de hundredvis af kunstværker, Edition Copenhagen har udført i samarbejde med det utal af kunstnere, der har været forbi kalkstenene i værkstedet lige omme bag ved.
|
|
Blandt andet har Frederik Næblerød lige været i studiet, og hans værker skulle være til salg i løbet af denne uge.
|
|
Kunstneriskt er der noget for enhver smag, så der er god mulighed for at finde noget, der taler til én og som kan komme med hjem til væggen.
|
|
STORRS ANTIKVARIAT - NORDVEST
|
|
Med cirka 5.000 titler på hylderne og en umiskendelig duft af bøger, er denne lille tidslomme i Københavns Nordvestkvarter også et besøg værd.
|
|
På den travle Frederikssundsvej mellem en slagter og et pizzeria, har Storrs Antikvariat siden 2017 været hjemsted for bogorme, litteraturelskere, skønlitteratur og humanistisk videnskab. Og så er Storrs Antikvariat tydeligvis en slags forlængelse af ejerens egen dagligstue.
|
|
Benjamin Storr åbnede allerede som 21-årig sin første forretning, som han i 2017 flyttede til Nordvest. Her ligger den hyggelige butik som et vidnesbyrd om, at alting ikke altid behøver gå så stærkt. Bøger holder altså stadig!
|
|
Mange har i det forgangne år kastet sig over nørderi i køkkenet. Kan vi ikke gå ud og spise, må vi jo klare ærterne selv. Én ting er opskrifter og gode råvarer, men man må jo heller ikke gå ned på gear, og er du til prof køkkengear, så går du ikke forgæves hos H.W. Larsen i Kødbyen.
|
|
Her finder du alt fra specialknive til dørslag til alt inden for kobbertøj. H.W. Larsen er en familieejet virksomhed på tredje generation, som har huseret i Kødbyen siden 1934.
|
|
Vi var forbi butikken og fik en snak med Direktør Bo Larsen, som har et passioneret forhold ikke bare til København, men i særdeleshed Kødbyen.
|
|
Hvad kan man forvente af et besøg hos H.W. Larsen?
|
|
Man kan forvente at finde en pokkers masse professionelt kokkeudstyr. Vores hovedkunder er hoteller, restauranter og caféer. Kokke og i det hele taget folk, der godt kan lide godt køkkenudstyr, kommer i butikken. Vi har et sindssygt bredt sortiment med 10.000 artikler på hylderne.
|
|
Butikken ligger jo her i Kødbyen. Hvordan har Kødbyen udviklet sig siden du begyndte at komme her?
|
|
Kødbyen var indtil slutningen af 90'erne fuldstændig lukket med kæmpestore porte, og der var ikke adgang for offentligheden. Men så åbnede man fra politisk hånd, fordi man så det som et spændende område i byen, hvor man gerne ville have restauranter og caféer ind. Det er et fantastisk sted med et fantastisk liv.
|
|
Er der nogle bestemte ting i nabolaget, som du vil anbefale, at man også oplever hvis man kommer forbi din butik?
|
|
Jeg bruger rigtig meget de restauranter og caféer, som ligger her, når der er åbent. Kødbyens Fiskebar for eksempel har jo sådan en Bib Gourmand i Michelin guiden. Du har flere fantastiske burgerbarer, du har pizzeriaer og Restaurant Kul. Hele tiden er der noget nyt. Der er meget at vælge imellem. Langt de fleste restauranter i Kødbyen har vi i øvrigt bygget køkkener for.
|
|
Hvad er ingredienserne til en perfekt dag i København?
|
|
Jeg ville leje en cykel og køre en tur rundt i byen. Jeg tror, at jeg ville spise frokost i Kødbyen. Måske cykle over til Refshaleøen og spise på Amass til aften, eller noget i den stil. Og ellers cykle ned langs Kalvebod Brygge, hvor man både kommer forbi Amaliehaven, skuespilhuset, Havnegade 44, den gamle færgeterminal til Sverige. Hvis vejret er godt, så er en cykeltur i København fuldstændig fænomenalt.
|
|
Har du et hemmeligt sted, en lille københavnerperle, som du vil afsløre for vores læsere?
|
|
Jeg kan godt lide, når jeg har været ude og spise at få en cocktail. Jeg tager tit ind på Balderdash. Det er skide hyggeligt og helt nede på jorden. Det er en fantastisk afslutning på en god dag.
|
|
På Amager ligger et lille stykke danmarkshistorie. Amager Fiskehus har rødder helt tilbage til 1870'erne, og har i mere en 50 år ligget i Holmbladsgade. Sådan er det stadig. Fiskefrikadellerne og sæsonens fisk ligger klar til dig, og personalet er mindst lige så smilende som de altid har været.
|
|
Ejerne Rikke og Lars er femte generation i den lille, familieejede virksomhed, og for dem er kvalitet, stemning og friske varer i højsædet.
|
|
Under normale omstændigheder fungerer stedet også som restaurant, men den oplevelse må vi have til gode lidt endnu. Indtil da er du afhængig af dine egne evner som fiskekok, men det fede er, at du så får brugt den fileteringskniv, du fik købt ovre hos H.W. Larsen. 😉
|
|
DET VAR RUNDTUREN FOR DENNE GANG
|
|
Byen er blevet lukket lidt mere op. Selvom, der stadig er et stykke vej til, at alt bliver normalt igen, så kan vi i det mindste nyde at gå ind i en butik, møde et menneske, få lækre varer og den helt rigtige vejledning.
|
|
Vi tror, at det er noget som, vi i langt højere grad sætter pris på nu end før pandemien lukkede butikkerne. Det handler ikke kun om at bruge penge. Der er masser af gode oplevelser at hente ude i butikkerne, så giv dem den støtte, du synes, at de fortjener.
|
|
Vi kom godt rundt i byen og fik kigget på alt fra vin til mad, interiør til kunst, tøj til litteratur og meget mere. Det kan noget. 😉
|
|
Vi tilbage om to uger med mere af alt det bedste fra København.
|
|
Kasper, Copenhagen Unfolded
|
|
Copenhagen Unfolded er udgivet af VisitCopenhagen, som hver dag fortæller hele verden om København og de oplevelser, der er at hente her. Med Copenhagen Unfolded, vil vi gerne dele vores københavneroplevelser med både gæster og lokale.
|
|
Denne udgave af Copenhagen Unfolded er sat sammen af Kasper Syhler, Asger Støttrup Jensen, Annika Løbnitz Skjoldborg og Ditte Marie Snedker.
|
|
Kender du nogen, der vil være lige så glad for Copenhagen Unfolded, som dig? Giv en ven muligheden for at skrive sig op.
|
|
Har du fået videresendt det her nyhedsbrev af en ven? Skriv dig op her, så du kan modtage det selv hver anden uge.
|
|
Send forslag, spørgsmål, forslag til samarbejde eller generel feedback til redaktion@woco.dk
|
|
|
|
|