Udgave 9. * 23. juni, 2021
|
|
Så skete det endelig! Det er slut med sidste udskænkning kl. 22. Nu kan vi endelig slå os løs i på Københavns barer, spillesteder osv. I hvert fald lidt længere 😉
|
|
Byen er mere åben og det betyder, at vi skal ud! Vi har glædet os til de lune sommeraftener, hvor vi kan sidde med vennerne og en øl i hånden til langt ud på aftenen. Derfor har vi sat os for at skrue den fedeste aften sammen, og her får du et bud på, hvordan du kan indtage Københavns genåbnende byliv.
|
|
- Fyraftensøl og cocktails - Brus og The Barking Dog
- Kulinarisk rejse på Blågårdsgade - Sasaa
- Vamos a la ... Mæxico
- Har du 70'er nostalgi? - Conga
- Vi skal til koncert!
- Skruede bolde og håndbajere - Dupong
|
|
Forestil dig, at du er på vej ud af døren. Det er weekend og du er iklædt dit fedeste skrud. Du har drømt om weekend siden mandag, og denne her gang byder fredag aften altså ikke på film og bland-selv-slik. Nej, det er bylivet, der kalder på dig. Stemningen, de kolde drikkevarer og musikken, der lyder i det fjerne ... Det kan ikke gå hurtigt nok.
|
|
Alt du skal gøre er at sætte kursen mod Nørrebro.
|
|
På Nørrebro finder du et hotspot, som vi synes er et af de fedeste, nemlig Brus på Guldbergsgade. Her kan du slukke øl-tørsten i omgivelserne af deres rustikke lokaler. Og hvis du foretrækker at sidde udenfor, efter at have brugt det meste af dagen bag lukkede døre, så kan du også nyde Nørrebro stemningen fra gaden.
|
|
Hvis det mere er Cocktails du hungrer efter, så ligger der et virkelig lækkert sted kun 5 min. væk på gåben. The Barking Dog på Sankt Hans Gade er en hyggelig cocktailbar, med stemning som en engelsk pub. Her skal du helt klart prøve nogle af deres mere eksperimenterende og innovative drinks.
|
|
Så er vi ligesom i gang, ikke? Kortisoltallet er for nedadgående og humøret er stigende.
|
|
Kulinarisk rejse på Blågårdsgade - Sasaa
|
|
Når sulten så småt begynder at melde sig efter den første fyraftensbajer/cocktail, så er området heldigvis spækket med lækre og spændende spisesteder. Et af dem er den afrikanske restaurant, Sasaa på Blågårdsgade, som byder dig på kulinariske smagsoplevelser fra hele det afrikanske kontinent.
|
|
Sasaa inviterer dig ind i omgivelser af rå murstensvægge, kulørt møblering og eksotiske udstillingsportrætter. Intet er overladt til tilfældighederne, hvor stemningen og den krydrede mad, som serveres i farverig keramik, får dig i glimt til at være på et helt andet kontinent.
|
|
Sasaa betyder "nu" på swahili, og er den første panafrikanske restaurant i Danmark. Du kan godt regne med, at maden tester dine smagsløg og tager dig med på en kulinarisk smagsrejse, uden at du behøver at forlade København eller ender på fallittens rand - for deres hovedretter starter fra kun 120 kroner.
|
|
Når du nu alligevel er out n’ about og svømmer i god mad i Nørrebros kulinariske køkken, så hvorfor ikke fortsætte rejsen (eller tage direkte) mod Mexico?
|
|
Hos Restaurant Mæxico finder du nemlig også lækker mad og god atmosfære i farverige og eksotiske lokaler - bare i latinamerikanske omgivelser. Og hvis du stadig har plads til en lille snack, så anbefaler vi altså, at du prøver deres tacos!
|
|
Hos Mæxico finder du lækre tacos i alle variationer, men vi hopper særligt med på deres lille, bløde taco, som er lavet på 100% majsmel. Og den skal altså spises med klør fem for at få den fulde mexicanske oplevelse.
|
|
Og hvis du ikke kan klemme en bid mere ned, så er det bare helt okay. Men du må stadig ikke snyde dig selv for den fiesta, som Mæxicos margaritabar fyrer op for på deres første sal.
|
|
Har du 70'er nostalgi? - Conga
|
|
Vi bliver på Nørrebro og napper en tur på Conga, som hænger sammen med spillestedet Rust, men har sin helt egen identit. Du behøver ikke at være på vej til eller fra koncert for at tage et smut på Conga og få en øl eller en cocktail.
|
|
Indretningen og udsmykningen er noget for sig. Det første du lægger mærke til når du træder ind på Conga er de mange særligt indsamlede og håndplukkede lamper, der sætter stemningen. Er du feinschmecker indenfor Østtysk vintage tapet, er der også noget at hente her 😁
|
|
Baren byder på lettilgængelige øl for enhver smag og et drinkskort, der både byder på klassikere og nyfortolkninger. Cool playlister og generelt bare et fedt sted at hænge ud. Do it!
|
|
Da vi selv var forbi, fik vi os en snak med Mikkel Glenstrup, som er daglig leder på Conga. Her er vores 5 hurtige fra hoften:
|
|
Hvad kan man forvente af et besøg hos Conga?
|
|
Hos Conga får man sig en hyggelig aften i nogle særlige og helt unikke omgivelser, som der virkelig er blevet kræset for. Den oplevelse man får på Conga er ikke svær tilgængelig. Det kan godt være, at omgivelserne er det, men vores menukort er simpelt. Vi serverer få og gode ting, som de fleste kan forstå.
|
|
Hvad synes du, man ikke må gå glip af i baren?
|
|
Vores Flyversjus! Vi har vores helt eget take på en Flyversjus, hvor vi blander Rød Ålborg og Limoncello. Det er en ting, som jeg virkelig vil anbefale, at man prøver! Selv hvis man ikke kan lide snaps, så smager den ikke som snaps. Den smager lidt af Strepsils med honning, som måske er lidt sjovt at sige, men det fungerer faktisk rigtigt godt!
|
|
Nu er vi jo på Nørrebro, hvor Conga ligger. Hvad vil du anbefale, at man skal opleve her i nabolaget?
|
|
Det kommer selvfølgelig an på, hvad man er til, for der er mange ting, som man kan se og opleve på Nørrebro. Af kulturelle oplevelser har vi teatre og vores egen lille biograf Empire. Jeg elsker at komme ned i Empire. Det er en biograf, der er virkelig hyggelig! Det er et dejligt sted at gå hen, og det giver et eller andet til biografoplevelsen, at man kommer ind et hyggeligt sted.
|
|
Conga kunne godt være en brik i en god aften. Hvad ville dit eget bud være på en god aften?
|
|
Alle gode aftener indeholder en livekoncert! Og det er der også forskellige muligheder for her på Nørrebro. Det har vi både selv på RUST, men vores gode kollegaer ovre på Alice og Stengade giver også mulighed for at se en god koncert. Det vil jeg altid sige, at det er det, man skal - det er en del af en god aften for mig i hvert fald. Og så vil jeg også have noget god mad, og det er der også mange gode muligheder for her i området. Hvis man alligevel skal på Conga, så kan man starte ovre på Mæxico, som ligger lidt længere nede af Guldbergsgade. Der serverer de dejlig mexicansk mad og en let tilgængelig måde at få god mexicansk mad på. Man kunne starte på Mæxico, tage videre på Conga og så tage til koncert bagefter.
|
|
Har du et hemmeligt sted, en lille københavnerperle, som du vil afsløre for vores læsere?
|
|
Sidste år var jeg meget på Friheden i Nørrebroparken, som ligger ved skateboardbanerne. Det er et fantastisk sted at hænge ud! Der har man en lille smule festivalstemning, hvor der er stemning af, at man er mange sammen. Det kunne jeg forestille mig, at der kommer mere af til sommer, nu hvor vi må være mere ude igen.
|
|
Hvis du vil følge Mikkels råd, og det synes vi absolut du skal, så kommer der her nogle bud på, hvor du kan tage hen i byen for at få de fedeste musikoplevelser!
|
|
På Nørrebro finder du som sagt spillestederne RUST og Stengade, men hvis du er en eventyrlysten musiklytter, så synes vi også, at du skal smutte forbi Alice Copenhagen.
|
|
På Vesterbro fyrer Vega altid op for fede weekend toner, og hvis dit musikhjerte længes mod centrum, så er Hotel Cecil og Pumpehuset også spillesteder, som du skal skrive dig bag øret.
|
|
Skruede bolde og håndbajere
|
|
Men festen stopper ikke her. Vi skal nemlig videre ud og fejre, at det Københavnske natteliv langsomt lukker op!
|
|
Det kunne være, at vi skulle tage et smut forbi Dupong, som befinder sig i det spirende kvarter mellem Griffenfeldsgade og Rantzausgade, og byder både på kolde øl og munter stemning. Dupong blev startet i 2012 af fire studerende, der besluttede efter en inspirerende bytur i Berlin, at København manglede en bordtennisbar.
|
|
Den afslappede stemning og de lave priser gør Dupong til et oplagt sted at slutte byturen med vennerne og falde i snak med de lokale. Dupong har desværre ikke åbent for bordtennisdueller for tiden (Corona), men i stedet er der fodboldopgør på storskærm! Så du kan stadig nyde din guldøl, men det bliver altså lidt endnu uden bat.
|
|
Så lykkedes det os endelig at komme ordentligt ud og hold op, hvor har vi bare manglet det!
|
|
Det fedeste er, at der er flere aftener som denne i vente, og det skal vi da bare udnytte hele sommeren. Nu skal der i hvert fald ikke være noget, som holder os tilbage. Sommer i København... Det kan altså bare noget 🍾🍻🍸.
|
|
Vi er tilbage om to uger med mere af alt det bedste fra København.
|
|
Anders, Frederik & Gry, Copenhagen Unfolded
|
|
Copenhagen Unfolded er udgivet af VisitCopenhagen, som hver dag fortæller hele verden om København og de oplevelser, der er at hente her. Med Copenhagen Unfolded, vil vi gerne dele vores københavneroplevelser med både gæster og lokale.
|
|
Denne udgave af Copenhagen Unfolded er sat sammen af Kasper Syhler, Frederik Ibsing, Anders Nørland og Gry Jefsen.
|
|
Kender du nogen, der vil være lige så glad for Copenhagen Unfolded, som dig? Giv en ven muligheden for at skrive sig op.
|
|
Har du fået videresendt det her nyhedsbrev af en ven? Skriv dig op her, så du kan modtage det selv hver anden uge.
|
|
Send forslag, spørgsmål, forslag til samarbejde eller generel feedback til redaktion@woco.dk
|
|
|
|
|