Udgave 13. * 18. august, 2021
|
|
Længes du også allerede efter dagens næste måltid? Så skal du lige høre efter en ekstra gang! I denne udgave af Copenhagen Unfolded kigger vi nemlig blandt andet nærmere på Copenhagen Cooking Festival og hvor i byen, du finder de lækreste og mest lærerige madoplevelser.
|
|
Nu har du efterhånden vedligeholdt strandkroppen længe nok og skal derfor have en velfortjent pause. Sommeren er alligevel ved at være slut, så hvorfor ikke forberede dig på vinterhi i stedet? Copenhagen Cooking kommer jo som kaldet, og derfor har vi sat os for at friste dig med det vi alle sammen elsker mest, nemlig rigtig god mad 😋
|
|
- Copenhagen Cooking Festival
- Det Rullende Sommerkøkken
- Mød en københavner
- Alt godt fra havet - Toldboden og the Pescetarian
- Silberbauers Bistro
|
|
Du trænger sikkert, ligesom os, til at opgradere madplanen derhjemme til masterchef niveau og skifte nogle af de gode gamle ”skal vi nu have det igen” ud med noget, der virkelig skaber madglæde. Så på med kokkehuen, i dag står den ikke på take away!
|
|
Vi kan lige så godt starte i hjertet af Copenhagen Cooking. Den 25.-29. august er festivalens centrum på Israels Plads, og vi lover dig, at der venter et lækkert madprogram for alle jer "second breakfast" typer derude 😉
|
|
På festivalpladsen kan du finde sjove aktiviteter, uanset om du kan lave mad eller ej. Der er rig mulighed for at smage på danske oste, handle i den økologiske vinbar og lære at lave klimavenlig mad. Og hvis du allerede bliver mæt bare ved tanken om de mange muligheder, så bare rolig. Der er også lagt op til masser af spændende talks og debatter, når du får brug for en spisepause.
|
|
Foto: Rasmus Flindt Pedersen
|
|
I år fokuserer festival pladsen særligt på to af FN's Verdensmål, "Ansvarligt forbrug og produktion" og "Klima", som danner rammerne for debatscenen og workshops. Og hvis du bare elsker temadage, så kan du godt glæde dig. På festival pladsen er der nemlig et nyt tema hver dag. Du kan se de fem spændende temaer for festival pladsen her.
|
|
Copenhagen Cooking har desuden ikke kun begrænset sig til Israels plads. Der er events i hele København, som bare venter på dig 🤙
|
|
Vi er ikke de eneste, der er vilde med madscenen i København, og der er rift om billetterne til de forskellige events. Så skynd dig at tjekke programmet ud, vi er sikre at der er noget, der falder i din smag.
|
|
Det Rullende Sommerkøkken
|
|
Hvis du stadig synes, at du lige mangler det sidste for at kunne sidestille dig med Gordon Ramsay, så sørger Madkulturen for, at der er lidt kortere til målet! 👨🍳
|
|
Vi er nemlig så heldige, at Det Rullende Sommerkøkken inviterer til gratis madoplevelser i byrummet. Her deltager lokale kokke, som giver dig tips til, hvordan du tilbereder et lækkert og bæredygtigt sommermåltid af friske råvarer. Og det bedste er, at du helt selv kan vælge, hvilke råvarer du har lyst til at røre i gryderne.
|
|
Det Rullende Sommerkøkken stiller op på Frederiksberg Allé den 20. august og på Israels Plads den 28.-29. august.
|
|
Vi er nået til udgavens Københavner, som denne gang er direktøren for den innovative videns- og forandringsorganisation "Madkulturen", Judith Kyst. Vi har taget en snak med Judith omkring den københavnske madscene og projektet Det Rullende Sommerkøkken.
|
|
Lige kort til at starte med, kan du fortælle lidt om dig selv og Madkulturen?
|
|
Jeg er direktør i Madkulturen og har været det siden institutionen startede for 10 år siden. Opgaven var at styrke den danske madkultur og gøre bedre råvarer, madlavning og måltider tilgængelige for alle uanset alder, indkomst, social baggrund og geografisk placering. Vi arbejder med en lang række almennyttige og kommercielle projekter, fra Efterskolernes køkkentjans til DM i madkundskab, der på kryds og tværs skal styrke befolkningens evner til at lave sund og god hverdagsmad. Derudover har vi rigtig stærkt fokus både på den næste generation men også på at generere solid viden om danskernes mad- og måltidsvaner.
|
|
Hvad kan man forvente, når man besøger Det Rullende Sommerkøkken?
|
|
Man kan forvente at træde ind i en grøn, mobil madskole, hvor man møder et inspirerende og grønt univers. Vi har mange friske, grønne råvarer fra lokalproducenter, både varer der overrasker folk og selvfølgelig også varer som folk kender. Derudover møder man en masse dedikerede kokke, som skal videreformidle dét de selv står for på den grønne agenda. Desuden guider Madkulturens egne kulinariske vejledere, gæsterne gennem madoplevelserne, så de forhåbentlig alle sammen går derfra med 2-3 nye ting de har lært.
|
|
Det Rullende Sommerkøkken rammer jo Israels Plads i nærmeste fremtid. Er der noget man skal sørge for at opleve, når man er i nabolaget?
|
|
Jeg vil starte med at slå et slag for Torvehallerne. Jeg oplever lige nu lidt en udmatning og træthed i måden man omtaler Torvehallerne på. Der er blandt andet tre steder, hvor jeg altid kommer. Asa Krydderier, det bedste økologiske krydderisortiment. Arla Unika, som sætter en helt unik standard for næste generation af oste og mejeriprodukter. Omegn, som har mange fantastiske produkter fra forskellige små producenter i landet, der samles i Omegn. Jeg synes, at det er super vigtigt at få nævnt nogle af de her stadepladser, der virkelig holder fanen højt på nogle vigtige parametre. Så jeg vil bestemt holde fast i, at Torvehallerne stadig kan noget.
|
|
Hvad må man ikke snyde sig selv for, hvis vi snakker madoplevelser og København?
|
|
Hahnemanns Køkken ude på Skt. Kjelds Plads, som for mig at se er det bedste økologiske bageri i Danmark. Så vil jeg også pege på Bæst og Mirabelle, fordi jeg synes, at det er en af de bedste pizzaer der overhovedet findes på Bæst og virkelig godt brød på Mirabelle. Desuden er meget af det charcuteri på pizzaerne hos BÆST oppe fra deres eget lille mikro mejeri og slagteri. Jeg synes derudover også, at man skal spise i Nørrebrohallens fælleskøkken, Send Flere Krydderier. Det er, udover at være et beskæftigelsesprojekt, også et helt fantastisk verdenskøkken, som fortjener meget større bevågenhed.
|
|
Hvordan ser en rigtig god dag i København ud for dig?
|
|
Det er meget sjældent, at jeg ikke suser rundt fra A til B. Det er derfor en dag, hvor jeg endelig har tid til at se København for hvad den er, ”strolle” gennem gaderne gennem snirklede baggange og falde ind forbi nogle af de skønne madsteder jeg nævnte tidligere. Det er en improviseret dag, som ikke er så planlagt.
|
|
Har du en hemmelig Københavner-perle, som du vil dele med vores læsere?
|
|
Banegaarden. Man bliver så overrasket over, at der dernede bag baneområdet ligger en grøn oase, blandt de unikke gamle bygninger, som er blevet så nænsomt sat i stand og nu huser mange gode og grønne madoplevelser. Det fortjener at blive set meget mere, da det er så unikt et univers de har skabt dernede.
|
|
Hvis du ikke føler, at de gængse street food steder i København, opfylder dine inderste gourmet ønsker, så har vi lige stedet for dig. Hos Seaside Toldboden får du street food stemning med gourmet kvalitets mad. Med hele 7 køkkener styret af kokke fra den gastronomiske superliga, er det her det perfekte sted for en sulten foodie.
|
|
Du skal ikke være bange for fisk og skaldyr, hvis du skal her forbi. Fordi maden repræsenterer beliggenheden med østers, sushi, ceviche, blæksprutte og meget mere af alt det gode fra havet. Og hvis det alligevel skræmmer dig lidt, så bare rolig, man kan også få andet lækker mad udover fisk og skaldyr 🦞
|
|
Hvis maden ikke lokker nok, så gør omgivelserne. Med udsigt til havnen og Kongeskibet Dannebrog, er der ingen grund til ikke at kigge forbi.
|
|
Foto: Jesper Steffen og Seaside Toldboden
|
|
Hvis Seaside Toldboden stadig ikke lyder gourmet nok, og det der med fisk og skaldyr var sød musik for dine ører, så syntes vi at det er på tide at du hører om The Pescetarian. Som navnet antyder, så bliver der serveret fisk her, og selvfølgelig også østers og skaldyr.
|
|
Restauranten ligger ikke langt fra Toldboden, så du kunne snildt lægge vejen forbi begge steder. Det er jo trods alt kun Copenhagen Cooking week én gang om året 😉
|
|
Vi ved at du sandsynligvis begynder at føle dig lidt småmæt efter denne valfart gennem den Københavnske madscene. Der er dog stadig ét sted tilbage på vores to-do liste for denne gang.
|
|
Vi skal en smut til det hippe Jægersborggade på Nørrebro, hvor vi kigger forbi en fransk-inspireret bistro, Silberbauers Bistro. Siden den lille hyggelige bistro åbnede for et par måneder siden, har der været fuldt hus, hvilket som regel er et godt tegn på at maden, stemningen og servicen er i top.
|
|
Menuen er inspireret af ejer og køkkenchef, Mathias Silberbauers tid i Nice, hvor han, udover sit arbejde som kok inden for fine dining, indtog alle sine måltider på diverse lokale bistroer. Værdierne er at tilberedningen skal være perfekt, råvarerne skal være de bedst mulige tilgængelige og følge årstiden, stemningen skal være autentisk, priserne skal være i orden og så skal gæsterne have lov til at være sig selv.
|
|
Silberbauers Bistro tager imod walk-ins, men det er en god idé at reservere bord, især hvis man kommer som et lidt større selskab. Læn dig roligt tilbage og nyd den afslappede atmosfære med et godt glas rødvin i hånden, mens du lader dig forføre af den fantastiske, sæsonale mad 🍷
|
|
Ja, så er vi såmænd nået til vejs ende og forhåbentlig er du ikke så forspist, at du skal rulles hjem.
|
|
Vi håber at du har fået en masse kulinariske oplevelser i bogen, måske gaflet et nyt madlavningsfif eller to op, og ellers bare nydt fejringen af vores fantastiske, københavnske madscenes diversitet i fulde drag.
|
|
Vi vender stærkt tilbage om to uger med mere af alt det bedste fra København.
|
|
Copenhagen Unfolded er udgivet af VisitCopenhagen, som hver dag fortæller hele verden om København og de oplevelser, der er at hente her. Med Copenhagen Unfolded, vil vi gerne dele vores københavneroplevelser med både gæster og lokale.
|
|
Denne udgave af Copenhagen Unfolded er sat sammen af Kasper Syhler, Gry Jefsen, Frederik Ibsing og Anders Nørland.
|
|
Kender du nogen, der vil være lige så glad for Copenhagen Unfolded, som dig? Giv en ven muligheden for at skrive sig op.
|
|
Har du fået videresendt det her nyhedsbrev af en ven? Skriv dig op her, så du kan modtage det selv hver anden uge.
|
|
Send forslag, spørgsmål, forslag til samarbejde eller generel feedback til redaktion@woco.dk
|
|
|
|
|