Udgave 15. * 15. september, 2021
|
|
Efteråret er lige på trapperne, det betyder blæst og regn, men også hygge. I denne uges Copenhagen Unfolded viser vi, hvordan du bedst siger velkommen til denne fantastiske årstid.
|
|
Vi kan lige så godt indse det, sommeren er på sit allersidste, og lige så meget man ønsker, at der kommer en Indian summer, så vil blæsten og regnen tage over. Men der er ingen grund til at pakke dig ind i vinterhulen endnu. For København er nemlig også fantastisk om efteråret. Ja, hvis ikke bedre. 😉 Derfor har vi skræddersyet den bedste efterårsdag i København, vi kunne forestille os, til dig.
|
|
- Alt hvad hjertet begærer - brunch på Cadence
- Natur & kultur - Dyrehaven og Louisiana
- Tag til Fællesspisning - One Bowl
- Mød en københavner
- Barer med aktiviteter - Camping Bar og Woolstock
|
|
Det danske efterårsvejr er meget skiftende, alt fra shorts og t-shirt til frakke og halstørklæde kan komme i spil, og paraplyen skal man altid have klar. Men det stopper ikke os. Så hiv vejr-appen frem og forbered dig på elementerne.
|
|
Visne blade, boardgames, lækker mad og hygge. Er du klar? 🙌
|
|
Forhåbentlig er du godt sulten, for som det første på dagsordenen smutter vi forbi det stilede brunchsted i Carlsberg Byen, Cadence. Hvis du også har lidt blues over, at sommeren er forbi, ja så tør vi faktisk godt garantere, at den sikreste kur for at komme ovenpå igen, er en ordentlig omgang brunch. Sådan en der får mavesækken til at slå sprækker 🤤
|
|
Cadence er Vesterbros nyeste brunch-kæledægge og siden juni har du her kunne sætte tænderne i de lækreste, friske og sunde brunch kreationer hjertet kan begære. Stedet blev åbnet i samarbejde mellem en brite og en australier og både koncept og menu er inspireret af den blomstrende, australske brunch scene. Retterne er simple og velkendte, dog tilberedt med et twist, så du får en smagsoplevelse udover det sædvanlige. Maden er ikke blot hamrende lækker, men også anrettet på smuk og appetitvækkende vis, så hver en sans virkelig bliver mættet 😍
|
|
Start for eksempel ud med en vegansk mango panna cotta med lidt hjemmelavet og yderst luftig kokos yoghurt. Hvis du stadig er sulten, så kunne næste skridt være en eggs benedict med pulled pork eller måske et hjemmebagt stykke surdejsbrød med avocado og æg. Must-try på menuen er selvfølgelig de amerikanske pandekager lavet på søde kartofler og toppet med friske bær, miso-butterscotch og rabarber sirup. Hvis dette ikke sætter gang i mundvandet hos dig, ja så aner vi faktisk ikke vores levende råd 🤷♂️🥞
|
|
Cadence brygger deres kaffe på bønner fra Coffee Collective, så du kan stole trygt på, at morgenkaffen ligeledes kommer til at sidde i skabet.
|
|
Dagens vigtigste måltid er klaret, så nu skal vi naturligvis videre i programmet og ud at muntre os i det kulturelle slaraffenland.
|
|
Hvis der er noget der skriger efterår, så er det faldne blade og museumsture, og lige nord for København kan vi slå to fluer med et smæk. Her ligger nemlig, ikke langt fra hinanden, Dyrehaven og Louisiana Museum of modern art. Bare hop på Kystbanen og derud af 🎨🍂
|
|
Lad os starte med Louisiana, et virkelig godt bud på en efterårs museumstur (Vi har faktisk en hel guide med gode museer i København). Louisiana er dog mere end bare moderne kunst. Arkitekturen og naturen er lige så meget et besøg værd. Vi vil faktisk gå så langt, og sige at man sagtens kan besøge Louisiana og kun nyde bygningerne og parken. 😍
|
|
Man kan blive utrolig sulten af at kigge på kunst, men så er det godt at Louisiana har en cafe der serverer lækker mad, og udsigten over Øresund er svær at slå. Og man må heller ikke misse deres butik, hvor de bl.a. sælger lækkert dansk design og de der smarte plakater, man bare skal have hængende i stuen.
|
|
Efter en god museumstur, kan man godt bruge lidt frisk luft, og så er det godt at Dyrehaven ikke er så langt væk. Her kan man få pulsen ned blandt træerne, og måske spotte en kronhjort eller to🦌 Eller tage forbi den gamle kongelige "jagthytte" Eremitageslottet.
|
|
Din hunger efter kultur og kunst er forhåbentlig blevet stillet for i dag, og efter en lang gåtur i den smukke efterårsnatur, så lur os om maven ikke også så småt er begyndt at rumle. Vi starter aftenen med en tur til Nordvest, hvor vi skal mæske os i dagens ret hos One Bowl.
|
|
One Bowl holder til på Borups Allé, og er drevet af en række frivillige ildsjæle med en ambition om at skabe et sted, hvor alle uanset finansielle og sociale omstændigheder, kan nyde et godt plantebaseret måltid mad.
|
|
One Bowl blev startet af en gruppe af venner, som efter en længere periode med private søndagsmiddage realiserede, at flere i vennegruppen var økonomisk afhængige af fællesspisningerne og havde behov for det dertilhørende sociale samvær. Af denne grund har spisestedet ingen givne priser på maden. Man betaler hvad man kan, så alle har en mulighed for at deltage og nyde et godt måltid mad i trygge og inkluderende rammer.
|
|
Hver aften mellem 17 og 21 afholder One Bowl hyggelige fællesspisninger, hvor man har mulighed for at møde det lokale fællesskab over lækker hjemmelavet mad og støtte det gode formål.
|
|
Den ugentlige menu skifter konstant og er så mangfoldig som dagen er lang. Om du er til Baba ganoush med friskstegte falafler, grøn thai karry, tacos eller grøntsagslasagne, så har spisestedets verdenskøkken altid noget nyt at byde på. Nysgerrig? så tjek menuen for denne uge ud.
|
|
I denne udgaves "Mød en københavner" er vi blevet i Nordvest og har slået to fluer med et smæk. Vi har nemlig taget en snak med en af folkene bag One Bowl, Davide Frazzetto.
|
|
Davide har været frivillig hos One Bowl lige siden han for 3 år siden flyttede til København, hvor han startede som kok. I dag sidder han i bestyrelsen og står for bogholderiet hos One Bowl. En sjælden gang i mellem er han også at træffe i køkkenet.
|
|
Lige kort til at starte med, kan du fortælle lidt om dig selv og One Bowl?
|
|
Jeg flyttede til Danmark for 6 år siden og til København for 3 år siden. Da jeg ankom til København var jeg på udkig efter at lære nye folk at kende og udvide mit netværk. På Facebook læste jeg, at One Bowl ledte efter frivillige og efter mit første besøg på stedet blev jeg øjeblikkeligt fanget af, hvor unikt et sted One Bowl er. Alle medarbejderne er frivillige og stedet er åbent for alle til at komme forbi og spise et måltid mad. One Bowl startede for 6 år siden og bestod til at starte med primært af pop-up fællesspisninger et par gange om måneden. For 3 år siden fik vi et fast sted. Det første halvandet år lavede jeg mad på One Bowl en gang om ugen. I 2021 blev jeg bestyrelsesmedlem og nu står jeg derudover for bogholderiet hos One Bowl. Jeg laver stadig af og til mad, men det er ikke så ofte som før i tiden.
|
|
Hvad kan man forvente af et besøg hos One Bowl?
|
|
En følelse af fællesskab og af at spise sammen med andre. Det er den modsatte oplevelse af at tage alene på en konventionel restaurant, hvor man typisk vil være på sin telefon eller læse mens man spiser og ender op med en lidt ensom oplevelse. Hos One Bowl har vi kun store borde, så folk er nødt til at sidde sammen. Folk er venlige, så hvis du sidder til bords med nogen, er chancen stor for at man falder i snak med dem. Der kommer en masse forskellige mennesker, både danskere og internationale.
|
|
Hvad må man ikke snyde sig selv for, når man kommer forbi One Bowl?
|
|
Det må være at opleve at være en del af fællesskabet og snakke med andre mennesker. Hvis jeg skal nævne noget unikt ved One Bowl, så er det også at alle har en mulighed for at hjælpe til som frivillige og prøve at stå i køkkenet, hvis de ønsker det.
|
|
One bowl ligger jo i Nordvest, hvad vil du anbefale at man skal se/opleve her i nabolaget?
|
|
Der er mange fede steder at opleve! Lidt nord for One Bowl ligger der et stort bibliotek og ved siden af ligger Ungdomshuset, som arrangerer en masse kulturelle events i lokalområdet, blandt andet også fællesspisning hver torsdag. Bispebjerg Kirkegård er også en virkelig hyggelig og smuk park at gå en tur eller hænge ud i, hvis man befinder sig i området.
|
|
Hvordan ser en perfekt dag i København ud for dig?
|
|
Det er naturligvis en dag hvor solen skinner. Det er en dag hvor jeg hænger ud med mine venner i nogle af Københavns rolige oaser. Byen har så mange parker og strande og jeg elsker at være her med mine venner. Derudover er det en dag, hvor vi tager på opdagelse i den meget aktive københavnske madscene og prøver nogle af de mange nye spisesteder, som byen har at byde på. Der er altid nye steder som åbner, så på den perfekte dag er jeg ude at prøve nye madsteder og lade mig inspirere.
|
|
Har du et hemmeligt sted, en lille københavnerperle, som du vil afsløre for vores læsere?
|
|
Jeg fandt et nyt sted for et par uger siden. Det er Sydhavnstippen og Valbyparken, der ligger lige op ad hinanden. Det er et virkelig dejligt område med masser af buske, dyr der går frit omkring og en hyggelig lille havn, hvor man kan slappe af ved vandet. Det virker ret ukendt og det er et sted hvor jeg elsker at tage hen på en solskinsrig fridag.
|
|
Barer og caféer med aktiviteter
|
|
Nu er du forhåbentlig ved at være godt rustet til efterårsdagene i København. Men før du pakker dig helt ind i efterårs skruddet, så må du lige vente lidt endnu! Vi skal nemlig lige spole tiden en årstid tilbage og mindes sommeren en sidste gang ved at tage på en aktivitetsspændt campingtur i Kødbyen.
|
|
På Camping Bar er der nemlig fyret op for den fedeste camping fest med grønne arealer, kolde fadøl og saftig slush-ice. Vi opfordrer dig til at troppe op i dit bedste golf gear, for Camping Bars speciale er nemlig minigolf 🏌️
|
|
De 14 minigolf baner er placeret indenfor, så det er den bedste undskyldning for at smide overtøjet og spille dig varm med begge hænder på golfkøllen, mens din sejrsbajer venter på dig efter din hole-in-one 🍺
|
|
Men hvis du egentlig bare har givet helt slip på sommeren og foretrækker at bruge tiden på at sidde i dit lækre hjemmestrik med en kop varm kakao, så er vi helt med. Derfor har vi nemlig også en café i ærmet, som du helt klart skal besøge.
|
|
Woolstock er en café, hvor der er farverig striktøj og garnnøgler så langt øjet rækker. Så er du en rigtig "yarn junkie" og lige mangler at få strikket dig gennem de sidste vinterklæder, så er det helt klart Woolstock du skal smutte forbi og finde inspiration 🧶
|
|
Foto: Louise Søgaard Johansen
|
|
Ja, så fik vi vist skudt den nye årstid rigtigt godt i gang. Vi slutter dagen med røde kinder, gummistøvler og vindblæst hår, og er mere end klar til at erobre det danske efterår.
|
|
København har nemlig så meget at byde på, selvom det utilregnelige vejr forsøger at holde os hjemme i stuen. Men lad os være helt ærlige. Der findes jo ikke dårligt vejr, kun dårlig påklædning ☂️😉
|
|
Vi er tilbage om to uger med mere af alt det bedste fra København.
|
|
Frederik, Anders og Gry, Copenhagen Unfolded
|
|
Copenhagen Unfolded er udgivet af VisitCopenhagen, som hver dag fortæller hele verden om København og de oplevelser, der er at hente her. Med Copenhagen Unfolded, vil vi gerne dele vores københavneroplevelser med både gæster og lokale.
|
|
Denne udgave af Copenhagen Unfolded er sat sammen af Kasper Syhler, Gry Jefsen, Frederik Ibsing og Anders Nørland.
|
|
Kender du nogen, der vil være lige så glad for Copenhagen Unfolded, som dig? Giv en ven muligheden for at skrive sig op.
|
|
Har du fået videresendt det her nyhedsbrev af en ven? Skriv dig op her, så du kan modtage det selv hver anden uge.
|
|
Send forslag, spørgsmål, forslag til samarbejde eller generel feedback til redaktion@woco.dk
|
|
|
|
|