Udgave 21. * 8. december, 2021
|
|
Champagne, luksushoteller, wellness og Michelin restauranter. Penge er bare papir og i dag skal der nydes, ikke ydes. Vi snakker store armbevægelser og en forsmag på livet i overhalingsbanen når vi i dag byder velkommen til den dyre udgave af Copenhagen Unfolded!
|
|
Du kender det alt for godt. Pengene strømmer ind, saldobalancen er 7-cifret og lommen er så spækket med kontanter at du halter på det ene ben. Men selv den travleste pengefyrste har brug for ferie engang i mellem, og derfor har vi i denne udgave undersøgt hvilke ekstravagante oplevelser København har at byde på 👑💸
|
|
- Wellness i AIRE Ancient Baths
- Overnat i en luksus kran - The Krane
- Mød en Københavner
- The Samuel - Byens nye Michelinstjerne
- Forrygende Cocktails på Curfew
|
|
I dag bliver en af de dage der er svære at glemme, for programmet er spækket med oplevelser og service i topklasse. Men hvis du nu er en af de få derude, som ikke lige tænder op i pejsen med 1000 krone sedler, så bare rolig.
|
|
Dagens agenda er ganske vist i den dyre ende, men måske du finder inspiration til en helt særlig anledning. Sådan én der virkelig skal fejres og hvor det er okay at spendere lidt ekstra mønt for at opleve noget af det bedste og mest eksklusive der findes i byen 🥂
|
|
Selvforkælelse i særklasse - AIRE
|
|
Det er blevet vinter og selvom du har råd til at sove længe, er det blevet sværere at komme ud af fjerene. Det er ganske vist på mode at starte dagen ud med at vinterbade, men det er altså ikke noget for en matador som dig. Nej, med en luksuriøs dag i vente fortjener du selvfølgelig at starte morgenen ud med den ultimative selvforkælelse. Og den finder du hos AIRE Ancient Baths.
|
|
AIRE blev kåret til Danmarks Bedste Spa i 2021 og inviterer dig ind i et tempel af velvære. AIRE er en oase, hvor de luksuriøse termiske bade får tiden til at stå helt stille og sætter din krop og sjæl i fokus. Med badenes individuelle temperatur og en signaturduft af orangeblomst, er det svært at forestille sig et andet sted at finde den ultimative wellness forkælelse 💆🌊
|
|
Der er få steder i København, der efter et besøg formår at efterlade én så rolig og afbalanceret som AIRE Ancient Baths gør, så hop i badekåben, læn dig tilbage og nyd tilværelsen. Dine penge er bestemt godt givet ud her 💸🏊
|
|
Overnat i en luksuskran i Nordhavn
|
|
Vi er nået godt hen på eftermiddagen og du skal selvfølgelig overnatte et helt unikt sted. Og hvad er mere unikt end at leje sin egen luksuskran med privat sauna og spa, samt en enestående udsigt udover Nordhavn? Det er svært at slå følelsen af at tjekke ind på et luksushotel, men når man så oven i købet er den eneste gæst, så bliver hele oplevelsen alligevel lige en tand mere eksklusiv 😍
|
|
Du slipper for at blive forstyrret af andre gæsters ævl og kan nyde den absolutte stilhed mens du sidder og sipper champagne i boblebadet i din egen kran. Et ophold i The Krane indbefatter blandt andet din egen concierge, daglig morgenmad, adgang til el-cykler, samt et udvalg af vin, øl og drinks til fri afbenyttelse. Hvem sagde penge ikke var lig med lykke? 🤷♂️
|
|
Foto: Rasmus Hjortshøj & Giuseppe Liverino
|
|
Hvis du nu skulle være så uheldig, at kranen er booket under dit ophold, så anbefaler vi at du tjekker vores guide med alternative luksushoteller i byen ud 😉
|
|
Head of Concierge - Nimb Hotel
|
|
Vi bliver i hotelbranchen for en stund, og rykker videre til et ægte Københavner varetegn når det gælder førsteklasseshoteller i byen - nemlig det eksklusive boutique hotel, Nimb. Med en overnatning her er du garanteret en både hjemlig og intim hoteloplevelse, med en udsøgt service du sjældent kommer til at glemme.
|
|
I denne udgave har vi valgt at tage en snak med Uffe Sørensen, der er Head of Concierge på Nimb Hotel og præsident for De Gyldne Nøgler i Danmark. Han kender om nogen København som sin egen bukselomme og er altid opdateret omkring det bedste byen har at byde på.
|
|
Lige kort til at starte med, kan du fortælle lidt om dig selv, og din rolle på Nimb Hotel?
|
|
Jeg er Head Concierge på Nimb Hotel og det har jeg været i 4 år. Jeg er ansvarlig for vores concierge team og for at det vi anbefaler ude i byen, er noget vi kan stå inde for. Derudover har jeg en baggrund som concierge på Royal Hotel, hvor jeg var i næsten 20 år. Inden da boede og arbejdede jeg i London og München. Jeg startede som bellboy i München for snart 25 år siden.
|
|
Hvad kan man forvente af et besøg/ophold på Nimb Hotel?
|
|
Nimb er et 5-stjernet boutique hotel med 38 unikke værelser. Nogle af dem har egen pejs vi kan tænde op i, hvilket er rigtig hyggeligt her i vinterperioden. Andre har balkon der vender ind mod Tivoli, hvilket også er unikt. Derudover har vi et rigtig flot wellnessområde og en opvarmet udendørs swimmingpool, så også i sommerperioden er det magisk at bo på Nimb. Derudover er der rigtig god synergi med Tivoli, og alle vores hotelgæster får entré og turpas når de bor på hotellet. Vi har mange restaurantmuligheder, herunder Nimb Brasserie, Fru Nimb og Gemyse, samt en god cocktailbar. Som hotelgæst har man prioritet til at få plads disse steder, hvilket er en fordel da der ofte er fuldt booket.
|
|
Nimb ligger jo rigtig centralt i indre by, hvad vil du anbefale man skal opleve her i nabolaget?
|
|
Udover at være Head of Concierge, så er jeg også præsident for De Gyldne Nøgler, hvilket er en concierge forening i København. Jeg vil derfor gerne slå et slag for de mange hotelbarer i nabolaget. Plaza Library Bar, CitizenM’s rooftop bar, Manon Les Suites, T37 på Villa, Scandic Palace, Absalon Bar og selvfølgelig Nimb Bar er nogle af de hyggelige hotelbarer med rigtig god stemning der findes. Man bør benytte sig heraf, når man skal ud at have en drink.
|
|
Hvad må man ikke snyde sig selv for, hvis vi snakker eksklusive oplevelser i København?
|
|
Noget jeg godt kan lide at anbefale vores hotelgæster, er at leje en privat båd med privat kaptajn eller en privat cykeltur med en egen guide og på denne måde komme rundt og se København. Uanset vintervejr, så er det en god måde at opleve nogle steder i København man ellers ikke ville have set og få et indtryk af hvordan Københavnere benytter byen.
|
|
Hvordan ser en perfekt dag i København ud for dig?
|
|
Den starter med at jeg er ude at spille 18 hullers golf og evt. spise brunch med mine gode venner på Royal Golf Center på Amager. Dagen fortsætter inde i København med en god traditionel dansk frokost på Kanalcafeen eller Frk. Barners Kælder. Da jeg elsker sport, fortsætter dagen med tennis eller padel i fx DGI Byen. Hvis vejret er til det, så ville jeg bruge resten af dagen på vandet i København, bade i kanalerne eller spille kajakpolo. Aftenen starter på en af verdens to bedste restauranter som begge ligger i København (Noma, Geranium). At spise her hører med til den perfekte dag. Herefter videre til Vinbaren på Vesterbro Torv eller til Axelborg Bodega og hvis det skal være helt perfekt, så slutter dagen først ved den lyse morgen på NOHO eller Curfew Cocktail Bar.
|
|
Har du en hemmelig Københavner-perle, som du vil dele med vores læsere?
|
|
Simon Spies' gamle tennisbane oppe bag Mercur Hotel ved Vesterport Station, ligger meget centralt og der er aldrig nogen som spiller der. Den ligger oppe på 1. sal og der er gitter rundt omkring så boldene ikke forsvinder. Den kan lejes gennem hotellet og er et sted som ikke særlig mange kender til.
|
|
Michelin-værdig mad - The Samuel
|
|
Kun det bedste for en food connaisseur med penge på lommen. Og der er bogstavelig talt (hvis du spørger os) ikke nogen bedre by end København når det kommer til mad. Med hele 14 Michelinrestauranter, og heriblandt nummer 1 og 2 på restauranternes verdensrangliste, er hovedstaden bestemt eftertragtet når det kommer til fine-dining 👨🍳⭐
|
|
En af de Michelin-restauranter er The Samuel, der faktisk fik sin første stjerne her i 2021. Men tro ikke det er nyt for dem, det er nemlig ikke Chefkokkens første Michelinstjerne. Selv, kalder holdet bag The Samuel restauranten for deres gourmet tempel i Hellerup, hvilket siger lidt om den gastronomiske oplevelse du har i vente.
|
|
Hvis du også vil spise Michelinmad resten af ugen, så har vi heldigvis samlet alle Københavns Michelinrestauranter i en guide til dig. Så kan det godt være ventelisten til et bord, er tættere på et halvt år end et par dage, men det burde ikke stå i vejen for en big spender som dig. 💰💰
|
|
Vi ved godt, at Michelinmad nok er hverdagskost for dig og at kreditkortet altså ikke er klar til at 'call it a day'. Aftenen er jo først lige begyndt! Der er cocktails, der skal tylles og drikkepenge, der skal brændes. Så på med Brioni suitet og afsted i limoen. Vi skal nemlig på Curfew!
|
|
Curfew er en luksuriøs bar på Vesterbrogade og lige stedet, hvis du er til cocktails i verdensklasse. Her kan du slukke tørsten med det bedste af det bedste, for manden bag Curfew, Humberto Marques, anses altså som en af Danmarks førende bartendere 🏆
|
|
Foto: Alexander Banck-Petersen
|
|
Vi er selvfølgelig ikke i tvivl om, at dine gulddrenge allerede har snakket ørene af dig om Curfew, og af god grund. Men helt ærligt, hvis du er til drinks, der kilder dine smagsløg og stilfuld vintage interiør, så ved vi vist alle sammen godt, hvor din aften skal ende henne 🍸🥃
|
|
Ja, det var alt hvad vi havde for denne gang og der er vist ingen tvivl om at København også har masser at byde på hvis man har penge på lommen.
|
|
Vi håber at der stadig gemmer sig lidt på kistebunden efter sådan en dag i overhalingsbanen, og at du har fået en idé om alle de fede og eksklusive oplevelser der gemmer sig i byen 😉
|
|
Vi er tilbage om to uger med mere af alt det bedste fra København.
|
|
Anders, Frederik, Gry, Copenhagen Unfolded
|
|
Copenhagen Unfolded er udgivet af VisitCopenhagen, som hver dag fortæller hele verden om København og de oplevelser, der er at hente her. Med Copenhagen Unfolded, vil vi gerne dele vores københavneroplevelser med både gæster og lokale.
|
|
Denne udgave af Copenhagen Unfolded er sat sammen af Kasper Syhler, Gry Jefsen, Frederik Ibsing og Anders Nørland.
|
|
Kender du nogen, der vil være lige så glad for Copenhagen Unfolded, som dig? Giv en ven muligheden for at skrive sig op.
|
|
Har du fået videresendt det her nyhedsbrev af en ven? Skriv dig op her, så du kan modtage det selv hver anden uge.
|
|
Send forslag, spørgsmål, forslag til samarbejde eller generel feedback til redaktion@woco.dk
|
|
|
|
|