Udgave 23. * 12. januar, 2022
|
|
Velkommen tilbage og godt nytår. Vi er klar med den første udgave af Copenhagen Unfolded i 2022. Vi har næsten ikke kunne vente med at komme i gang igen, og vise alt det København har at byde på.
|
|
Vi starter året ud med at planlægge en fantastisk vinterdag i København, helt fra den første morgen-croissant til aftenens sidste cocktail.
|
|
Efter julen, hvor der er kommet godt med mad indenbords, så er det på tide at komme ud og virkelig bruge byen. Og bare fordi det er vinter, betyder det ikke, at man ikke kan være udenfor.
|
|
- Morgenmad på Lille Bakery
- Nordisk selvforkælelse med sauna - La Banchina
- Sydamerikansk fast-food - Gorda empanadas
- Vi klatrer kalorierne væk - Boulders
- Copenhagen Light Festival
- En velfortjent cocktail - Gensyn
|
|
Det kan godt være at vejret ser lidt gråt ud, og temperaturen er under 0 grader. Men vi skal alligevel finde badebukserne frem og måske også et ret varmt håndklæde.
|
|
Morgenmad på Lille Bakery
|
|
Intet kan få en ud af fjerene om morgenen som tanken om friskbagt surdejsbrød, lækre kardemommesnurrer og en solid kop kaffe. Og hvis der er nogen som er eksperter i netop dette, så må det være det hyggelige bageri, Lille Bakery på Refshaleøen! Derfor starter vi denne kolde januarmorgen ud med en lækker morgenmad her ☕🥐
|
|
Hos Lille Bakery finder du det lækreste bagværk tilberedt med lokale råvarer og i højeste kvalitet. Om du vælger at mæske dig i hjemmelavede berlinere, friskbagte boller, croissanter eller noget helt fjerde er op til dig. Men én ting er sikkert, et morgenbesøg hos Lille er altid en god start på dagen 😉
|
|
Hvis du bare ikke kan få nok af alle de lækre bagerier som ligger rundt omkring i København, så skal du tjekke vores bageri guide ud.
|
|
Nordisk selvforkælelse med sauna
|
|
Du har måske været forbi La Banchina før og drukket drinks, badet eller spist god mad, men vidste du, at de også har deres egne unikke sauna? Efter en dejlig morgenmad er det blevet tid til en ordentlig omgang nordisk selvforkælelse. Vi taler naturligvis om vinterbadning og sauna i det københavnske vinterlandskab, for der findes nemlig få ting der kan få dopaminniveauet i vejret som et dyp i det iskolde vand🌊🧊
|
|
Den lille sauna har et vindue der vender ud til Københavns kanaler og ligger derudover lige ved siden af et havnebad, hvilket gør det til et ideelt sted at varme sig efter en dukkert i det iskolde vand. Saunaen kan bookes på La Banchinas hjemmeside i to timer af gangen for op til 8 personer 🔥🧖♂️
|
|
Som en sidenote, så har Corona sat en lille stopper for saunahyggen. Dette betyder at La Banchina først åbner igen i start februar. Men det er også lige om lidt, så ingen grund til panik.
|
|
Vi bliver lige hos La Banchina lidt endnu. Vi tog nemlig en snak med Bornholmer og ejer af Il buco og La Banchina, Christer Back Bredgaard, om København og hvorfor du skal tage et smut forbi La Banchina denne vinter.
|
|
Mange ser nok La Banchina som et godt sommerspot, men hvad har I gjort så det også er et godt vinterspot?
|
|
Det er jo klart saunaen der er enormt eftertragtet om vinteren. Hvad vi ellers har prøvet på at gøre enormt meget opmærksom på, det er en stor 12-14 retters menu som vi kører om vinteren. 2-3 dage om ugen hvor vi lader kokkene folde sig ud, på et mere forfinet niveau end om sommeren. Det er selvfølgelig samme høje standard og råvarer, men nu kan man også få en oplevelse der tager hele aftenen, og man kan starte eller slutte med en tur i saunaen.
|
|
Hvad kan man forvente af et besøg hos La Banchina?
|
|
Hvis man kommer forbi på en fredag eller lørdag, så kan man forvente at få en helaftensoplevelse. Med en fantastisk masse mad og champagne-parring, vin-parring eller non-alcholic-parring. Vi har også åbent i dagtimerne alle dage, til lige præcis det samme som om sommeren, bare med lidt færre pladser, da man jo nok ikke alle dage gider sidde udenfor.
|
|
La Banchina ligger jo på Refshaleøen, hvad vil du ellers anbefale i området?
|
|
Min yndlingsrestaurant i København, det er nok Amass, som ligger lige på den anden side af græsplænen. Det er fordi maden er fantastisk, men også fordi vi har meget af den samme tilgang til råvarerne. Vi prøver selvfølgelig at undgå spild, og prøver at bruge så lokalt, økologisk og naturligt som muligt. Så er der selvfølgelig Alchemist, hvor det er umuligt at få bord, men det er en fantastisk oplevelse. Og Lille bakery er også super fedt.
|
|
Hvordan ser en perfekt dag ud i København for dig?
|
|
Jeg slukker for vækkeuret dagen før og så sover jeg til jeg vågner. Står op går i bad og det kan være jeg mediterer et kvarters tid. Jeg cykler måske på Il Buco og får en kop vand og siger hej til folk. Derefter tager jeg måske ud og spiser frokost et sted. Jeg syntes ikke frokostscenen i København er så imponerende, som man godt kunne ønske sig. Men nogle gode bud kunne fx være Selma eller Møntergade og spise et stykke smørrebrød. Bottega Barlie ude på Fredericiagade laver også rigtig god frokost. Kan være jeg tager et glas vin eller to, og tager hjem og sover en time til middag. Noget jeg rigtig godt kan lide, er at køre et sted hen og få et glas vin og en ret, og så cykle et andet sted hen, på den måde kan man få brugt en hel aften og være 5-6 steder rundt. Og så har man været byen rundt, halvfuld og alt er godt
|
|
Har du et hemmeligt sted, en lille københavnerperle, du gerne vil dele med os?
|
|
Ja, men den vil jeg jo ikke dele. Ej et sted jeg ikke tror så mange kender, er nede under Galathea kroen, der har de sådan en lille smugkro. Der er der nogle gange vildt fed live musik. Så syntes jeg også børneteatret ude på staden er en lidt overset perle, der er også nogle fede koncerter en gang imellem og god vibes.
|
|
Hvis du ikke har prøvet de sydamerikanske empanadas endnu, så er det på tide du gør. På det sydlige kontinent har de nemlig perfektioneret fast-food maden, med de små calzone-agtige lækrerier, der nemt passer i hånden, både den højre og venstre, faktisk! 🥟🥟
|
|
Gorda empanadas er stedet for de sydamerikanske treats her i København. Du finder restauranten på Vesterbro, i et hyggeligt lille lokale der udstråler latin-vibes. Nu skal du bare finde ud af hvilke empanadas du vil smage. Med en af deres Combo deals kan du vælge tre forskellige slags, så kan du rigtig dyppe tæerne i empanadas-verden.
|
|
Du kan sagtens tage en slapper og nyde maden i restauranten, men empanadas er perfekte til at nyde på farten. Og vi er langt fra færdige med dagen, der er mere vi skal nå. 😍
|
|
Vi klatrer kalorierne væk
|
|
Vi vender snuden mod Sydhavnen, hvor vi lige får en pause fra kulden. Herude finder vi Boulders, et indendørs klatringcenter. Nej, vi skal ikke sidde ned endnu.
|
|
Her kan du finde din indre klatretøs frem. Eller måske er du mere til Tom Cruise i Mission Impossible?. Uanset om du er erfaren eller nybegynder, er der rig mulig for at komme op på væggen. De har nemlig klatrevægge til både børn og eliteklatrere. 🧗♀️
|
|
Foto: Wonderful Copenhagen
|
|
Sådan en time eller to med klatring skal nok få pulsen i gang, så du kan vinke farvel til flæskestegen og den brune sovs. Men hvad er den bedste måde at få syren ud af armene og benene? Det er selvfølgelig at gå det væk.
|
|
Copenhagen Light Festival
|
|
Og gå det skal vi. De seneste år har vinter i København betydet en særlig ting, Copenhagen Light Festival. Her bliver Københavns havn lyst op med forskellige lysinstallationer helt fra Sydhavnen til Nordhavn. ✨💡
|
|
Her i løbet af pandemien har festivalen været meget populær, fordi folk til trods for nedlukning, kunne opleve lidt kultur udenfor. Og det er også en lidt anderledes måde at se byen på, når den er lyst op i mange forskellige farver, og vandet i havnen reflekterer det op igen.
|
|
Man kan tage forskellige ruter rundt til de forskellige installationer. Så er det bare op til dig om du vil tage den lange rute rundt om hele havnen, eller en lidt kortere rute. Efter denne dag forstår vi godt hvis du vælger en af de kortere ruter. 😉 Festivalen kører fra d. 4-27 februar.
|
|
Efter sådan en dag som vi har planlagt denne uge, så er der selvfølgelig en rosin i pølseenden. Vi har vinterbadet, klatret og gået byen tynd, så nu er det på tide at slå benene op og bestille en cocktail.
|
|
Det skal selvfølgelig være en lækker en af slagsen, og så er der næsten ikke noget bedre sted en Gensyn bar. Her kan man opleve den samme vibe, som på et af byens mange brune værtshuse med billard og hyggelige båse. Til gengæld er drinks-gamet skruet helt op, og flaskeøllen udskiftet med vellavede cocktails. 🍸🥃
|
|
Det var alt vi havde for denne gang. En god start på 2022, hvis du spørger os. Vi ved godt at vi har planlagt en lige lovlig aktiv dag, men de julekilo taber jo ikke sig selv.
|
|
Og så er der jo ikke nogen der siger, at man skal gøre det hele på én dag. Men hvis du formår at køre hele programmet så kudos til dig, du er dedikeret.
|
|
Vi har et super fedt år planlagt og er tilbage igen om to uger, med mere af alt det bedste fra København.
|
|
Anders og Frederik, Copenhagen Unfolded
|
|
Copenhagen Unfolded er udgivet af VisitCopenhagen, som hver dag fortæller hele verden om København og de oplevelser, der er at hente her. Med Copenhagen Unfolded, vil vi gerne dele vores københavneroplevelser med både gæster og lokale.
|
|
Denne udgave af Copenhagen Unfolded er sat sammen af Kasper Syhler, Frederik Ibsing og Anders Nørland.
|
|
Kender du nogen, der vil være lige så glad for Copenhagen Unfolded, som dig? Giv en ven muligheden for at skrive sig op.
|
|
Har du fået videresendt det her nyhedsbrev af en ven? Skriv dig op her, så du kan modtage det selv hver anden uge.
|
|
Send forslag, spørgsmål, forslag til samarbejde eller generel feedback til redaktion@woco.dk
|
|
|
|
|