Udgave 24. * 26. januar, 2022
|
|
Et nyt år betyder et nyt og forbedret dig. Og hvis der er noget som vi alle bør gøre en indsats for at forbedre i det nye år, ja så må det vist være at leve mere bæredygtigt så de kommende generationer også kan nyde livet på Moder Jord. I denne udgave sætter vi derfor fokus på bæredygtighed i København.
|
|
Villy Søvndal sagde det i 2009 og vi har alle sammen vidst det i et godt stykke tid efterhånden. "The ice is melting at the poles" og gradvist er vi i gang med at forandre og ødelægge jordens klimasystem. Den enkelte har et ansvar og bør gøre en indsats for at reducere sit CO2 aftryk. I dag vil vi derfor kaste lys på hvordan du kan gå på opdagelse og opleve byen på en mere bæredygtig måde 🌍💚
|
|
- Genbrug - Bæredygtig shopping med PlanetCPH
- Dyk ned i et kvarter - Klimakvarteret
- Urban Farming - Mad fra baghaven
- Mød en københavner - Jonas Edvard
- Den grønne Michelin-femkløver
|
|
København er fyldt med mennesker der arbejder for den grønne omstilling og ønsker at gøre en forskel. Derfor er der masser af fede oplevelser med bæredygtige vinkler på programmet i dag. Hop i vintertøjet og fyld termokanden med kaffe, op på jernhesten og lad os se at komme afsted ⚡
|
|
Bæredygtig shopping med PlanetCPH
|
|
De fleste ved nok godt, at mode-branchen er en af de mindst bæredygtige brancher der findes. Men det betyder ikke nødvendigvis, at vi ikke kan få tøj på kroppen med god samvittighed. Der er alternativer til den traditionelle brug-og-smid-væk tilgang og en masse folk der arbejder for at ændre det. Og sjovt nok er København fyldt med disse alternativer 👕👗
|
|
Om det er genbrug du er ude efter, eller butikker der tager bæredygtige valg, så kan du finde det her i byen. I Pilestræde kan du finde Reseller, som sælger secondhand mærketøj. Så kan du både se godt ud og efterlade et mindre CO2 aftryk. Vi har samlet en lille guide med butikker i København, som alle lægger vægt på at skabe mere bæredygtige forretningsmodeller. Så kan du selv se hvad der er noget for dig 😉
|
|
Hvis du bare ikke kan få nok af grønne oplevelser og shopping kan du tjekke vores app, PlanetCPH ud. Her har vi samlet alle mulige grønne oplevelser rundt omkring i byen, så du kan blive inspireret til en mere bæredygtig københavneroplevelse. Du kan downloade appen i App store eller Google Play 🌍 Appen er et relativt nyt initiativ og der vil løbende være mere og mere indhold tilgængelig i den.
|
|
Dyk ned i et kvarter - Klimakvarteret
|
|
Klimakvarteret på Østerbro ligger omkring Skt. Kjelds Plads, et stenkast fra Fælledparken. Kvartet er ualmindeligt grønt og tæt bevokset med træer, buske, planter og regnbede. I fremtiden vil byen stå overfor flere skybrud og regnskyl. Klimakvarteret er designet til at sikre København mod de fremtidige klimaforandringer, blandt andet ved at hjælpe med at aflede regnvand fra kraftige regnbyger og sådan undgå oversvømmelser og vandskader.
|
|
Udover at være forgænger for byens klimatilpasning, så er Klimakvarteret også enormt hyggeligt og et dejligt sted at nappe en kop kaffe eller gå en tur mens man danner sig et indtryk af fremtidens smukke og mere grønne byrum 🌿
|
|
Psst.. hvis du er i tvivl om hvor du kan få stillet kaffe-abstinenserne omkring Skt. Kjelds Plads så kan vi varmt anbefale Hahnemanns Køkken, der både laver udsøgt kaffe, surdejsbagværk og wienerbrød, alt sammen økologisk ☕
|
|
Urban farming - Mad fra baghaven
|
|
København er jo blevet et gastronomisk mekka, og det kan derfor ikke komme som en overraskelse, at virkelig mange restauranter også vælger at gro deres egne grøntsager. Det er lokalt, friskt og så er det også bedre for miljøet 🥦🥒🍅🌽
|
|
En af de restauranter som har taget begrebet "urban farming" til sig er GRO Spiseri. Restauranten ligger på en tag-top på Østerbro, her kan du sidde og spise, omringet af kålhoveder og salat. Det bliver ikke mere landligt, uden at forlade Københavns trygge rammer.
|
|
Et andet spændende sted er Banegaarden, som også har et stærkt fokus på bæredygtighed. Her befinder man sig i en fortryllende grøn oase omringet af togskinner. Banegaarden huser flere restauranter og en gårdbutik, hvor du kan købe lokale og økologiske råvarer 🍀
|
|
Til denne udgaves "Mød en københavner" har vi taget en snak med kunstner og designer, Jonas Edvard. Jonas designer og producerer lamper lavet af tang fra Øresund. Og hvis du har været forbi Noma, Ark, Popl eller Gasoline Grill, ja så har du måske bemærket Jonas' lamper. Alle fire steder har nemlig købt deres lamper af Jonas.
|
|
Her er et par hurtige spørgsmål om tang, dansk design, indretning og Københavns kystlinje stillet til Jonas Edvard.
|
|
Foto: Marc Skafte-Vaabengaard
|
|
Du designer og producerer lamper af tang. Hvordan opstod idéen og hvorfor lige præcis tang?
|
|
Idéen opstod lidt ved et tilfælde. Vi blev bedt om at deltage i en udstilling hvor temaet var dansk design og besluttede at lave noget af lokale danske materialer. Udgangspunktet var hvad der karakteriserer landskabet, materialer man vokser op med og som kendetegner dansk design. Vores værksted lå på Amager Strand og da vi på en gåtur fandt noget tang, gik vi i gang med at undersøge hvad det var for et materiale. Vi fandt ud af at det indeholder alginat, som man kan lave en slags lim af. Herefter havde vi en masse forsøg i køkkenet med at koge, teste og tørre ind, så designprocessen var virkelig materiale-fokuseret. Der er ekstremt meget tang til rådighed, som skylles op på stranden og ligger og rådner og bliver ikke brugt til noget. For mig er det en helt fantastisk ressource.
|
|
Er der andre i byen som arbejder med tang og gør noget lignende som dig?
|
|
Tang bliver brugt i rigtig mange sammenhæng og er spiseligt. Derudover indeholder tang alginat som er en slags gele, der tilsættes i fx yoghurt, øl, marmelade og de fleste veganske madvarer. Det spændende ved at gøre brug af et spiseligt materiale som tang er, at det færdige produkt udløser en helt anden sensorisk oplevelse end produkter fremstillet af ”døde” materialer som stål eller glas. Der er ikke nogen som konkret arbejder med tang som jeg gør endnu. Der er dog en masse som arbejder med tang på andre måder. Jeg går meget op i cirkulært design og arbejder ikke med nogle andre materialer. Når jeg laver en lampe af tang og papir, så er der ikke noget andet i, ikke engang farve. Jeg ønsker at gøre mine produkter recirkulære, så de kan gå tilbage til naturen uden at forurene.
|
|
Hvad gør dansk design til noget særligt og hvad er du inspireret af?
|
|
Dansk design er utroligt fokuseret på brugbarhed og æstetik. Fortællingen om materialet er for mig det mest interessante, fordi for at gøre noget funktionelt så skal det smukke i materialet fremhæves. Det handler om at finde frem til det særlige ved materialet for sådan at gøre det spændende. Og det er jo inspirerende og for øvrigt noget som mange danske designere er gode til. Det mest inspirerende for mig er frihed. At have muligheden for at være i byen men samtidig bo lidt uden for byen og være en del af naturen omkring København.
|
|
Hvor køber du selv indretningsartikler som lamper og møbler til din lejlighed?
|
|
Jeg køber aldrig noget. Jeg køber ikke nye ting. Enten får jeg det, finder det brugt på loppemarked eller laver det selv. Ej, for at være helt ærlig så har jeg faktisk købt én lampe i Søstrene Grene men det må du ikke skrive. Da jeg flyttede til København, gik jeg rundt i genbrugsbutikkerne, købte gamle lamper, satte dem i stand og solgte dem videre. Det var min indgangsvinkel til dansk design og sådan jeg lærte at forstå hvordan det hele blev lavet og teknisk sat sammen. Mine møbler har jeg enten selv bygget eller finder brugt. Jeg har nogle rigtig flotte brugte stole fra Børge Mogensen og Vermund Larsen, som jeg har fundet i en skraldespand og er meget glad for.
|
|
Hvordan fik du dine lamper ind på verdens bedste restaurant?
|
|
Jeg blev kontaktet af arkitekterne, og sammen lavede vi nogle forslag og viste dem til Rene og Peter. Herefter lavede vi lamperne. Det var en meget enkel proces. Det var ikke verdens bedste restaurant da vi lavede lamperne, men lamperne har været der siden de åbnede og har derfor været med på rejsen fra 0 til 3 stjerner. Jeg tror det handlede om at min måde at arbejde på passede rigtig godt ind i både deres interiør og i fortællingen omkring den nordiske og lokale tilgang til brug af materialer.
|
|
Du må kende den københavnske kystlinje ret godt. Har du nogle hemmelige tips eller skjulte perler langs kysten, som du vil røbe for vores læsere?
|
|
Det smukkeste område jeg kender omkring København, er på Amager hvor jeg bor. Strækningen omkring Aflandshage og Kongelundsfortet er det mest sydlige sted på Amager og meget specielt og uberørt. Hele Kalvebod Fælled må jeg nok sige er det mest interessante område på Amager. Det blev tørlagt i 40’erne og blev lavet som militært område men er nu et naturområde som rummer et mangfoldigt dyreliv og utallige plantesorter.
|
|
Den grønne Michelin-femkløver
|
|
Københavns gastronomiske scene er verdenskendt for det innovative ny-nordiske køkken og de mange michelinrestauranter. Men også inden for grøn omstilling er mange københavnske restauranter forgængere og både omstillingsparate og miljøbevidste 💚
|
|
Der skal nemlig mere end blot økologiske råvarer til, hvis restauranterne virkelig vil minimere deres klimaaftryk. Nogle af de initiativer, der kan gøre spisestederne mere grønne inkluderer dyrkning af egne grøntsager, genbrug af ressourcer og gentænkning af energiforbruget i alle processer. I 2020 indførte Michelinguiden derfor den grønne femkløver, som er en udmærkelse der bliver tildelt restauranter med et særligt fokus på bæredygtighed.
|
|
I 2021 fik tre nye københavnske restauranter tildelt en grøn femkløver, nemlig Ark, Brace og Tèrra. Derudover fik Alouette, Alchemist, Amass og Noma alle lov til at beholde deres femkløver, som de fik tildelt i 2020.
|
|
Der er altså rig mulighed for at udvide sin smagshorisont i byen og samtidig bevidst træffe et mere miljøvenligt valg. Og hvis du allerede har været de 7 steder rundt, så kan du jo tjekke vores guide over andre spisesteder med fokus på bæredygtighed i København ud 🤙
|
|
Det var alt vi havde for i dag. Vi håber at du har fået øjnene op for hvordan du kan træffe mere bæredygtige valg når du går på opdagelse i København, samt fundet inspiration til en masse spændende aktiviteter.
|
|
Vi er ganske vist langt fra at være et CO2 neutralt samfund og står globalt set overfor en massiv klimamæssig udfordring. Forhåbentlig har vi dog formået at vise, at der både er håb og en masse ildsjæle i byen som arbejder på at skabe en lysere og grønnere fremtid, så vi ikke behøver at gå ned på fede oplevelser 💚
|
|
Vi er tilbage om to uger med mere af alt det bedste fra København.
|
|
Anders & Frederik, Copenhagen Unfolded
|
|
Copenhagen Unfolded er udgivet af VisitCopenhagen, som hver dag fortæller hele verden om København og de oplevelser, der er at hente her. Med Copenhagen Unfolded, vil vi gerne dele vores københavneroplevelser med både gæster og lokale.
|
|
Denne udgave af Copenhagen Unfolded er sat sammen af Kasper Syhler, Frederik Ibsing og Anders Nørland.
|
|
Kender du nogen, der vil være lige så glad for Copenhagen Unfolded, som dig? Giv en ven muligheden for at skrive sig op.
|
|
Har du fået videresendt det her nyhedsbrev af en ven? Skriv dig op her, så du kan modtage det selv hver anden uge.
|
|
Send forslag, spørgsmål, forslag til samarbejde eller generel feedback til redaktion@woco.dk
|
|
|
|
|