Udgave 25. * 9. februar, 2022
|
|
Uge 7 og 8 betyder vinterferie i Danmark. Og hvis du spørger os, er der ikke nogen bedre måde at nyde ferien, end at udforske alt det København har at byde på.
|
|
I denne uges Copenhagen Unfolded, har vi samlet nogle af de sjoveste og mest spændende vinterferie aktiviteter, så der både er lidt for børn og voksne. Hvorfor tage til Østrig eller Norge på Ski, når man kan udforske den måske bedste hovedstad i verden?
|
|
- Arktisk vinterferie - Nationalmuseet
- Fastelavnsbolle-sæsonen er tilbage
- Klæd dig ud som dyrene i Zoologisk have
- Mød en Københavner
- Noget for alle - Broens Gadekøkken
- Varme toner til det kolde vejr - Vinter Jazz
|
|
Forestil dig at du sidder der hjemme, dine børn er ikke sendt i skole, men står i stedet og tripper foran dig med håbefulde øjne. Du når kort at mærke panikken stige, indtil du ser en mail fra Copenhagen Unfolded, klar med et nyhedsbrev spækket fyldt med aktiviteter at tage sig til.
|
|
Arktisk vinterferie - Nationalmuseet
|
|
En klassisk vinterferieaktivitet er at tage på hele Danmarks Nationalmuseum. Man kan aldrig få for meget af Danmarks historie, og der er rigeligt at lave for både børn og voksne. Der er altid den klassiske udstilling der går fra Istiden til nutiden, men de er også altid klar med nye midlertidige udstillinger.
|
|
Denne vinter får du muligheden for at tage på Nordlys missionen, en rejse i Knud Rasmussens ekspeditioner rundt omkring Grønland og Arktis. På udstillingen følger man en ekspeditionsleder, der er fanget i en voldsom snestorm. Mission er at få stormen til at lægge sig, mens i møder en fanger, åndemaner og Havets mor. ❄🗺🌊
|
|
Foto: Wonderful Copenhagen
|
|
Missionen starter d. 12 februar og slutter igen d. 20 på Nationalmuseet. Der er gratis adgang for alle under 18 år, og 110 kr. for voksne, som så også har billet til resten af museet.
|
|
Fastelavnsbolle-sæsonen er tilbage
|
|
Ingen februar og vinterferie uden fastelavnsboller. De seneste par år har hypen omkring fastelavnsboller i København for alvor taget fat. Samtlige af byens bagerier med respekt for sig selv kæmper hver vinter om at blive kronet som kongen af fastelavnsbolleræset.
|
|
Og der er derfor ingen grund til at gå ned på de cremefyldte bagværksvidundere i denne vinterferie. Fra Andersens elegante og innovative take på fastelavnsbollen, Junos svensk-inspirerede semlas, til de mere klassiske versioner fra Alice, Bageriet Brød eller Sankt Peders Bageri. Mulighederne er mange. Udover de førnævnte kan vi i år særligt anbefale Hart Bageris version, som er lavet på croissant dej, fyldt med vanilje-mascarpone creme og solbærmarmelade - i sandhed et pragteksemplar af en fastelavnsbolle 🤤
|
|
Foto: Marc Skafte-Vaabengaard
|
|
Vi er overbeviste om at uanset hvad du vælger at gå efter, så kommer du nok ikke til at fortryde det. Og skulle du nu træffe at crave endnu mere top-notch bagværk i fastelavnsbollernes hovedstad, så kan du finde inspiration i vores guide over byens bedste bagerier.
|
|
Klæd dig ud som dyrene i Zoologisk Have
|
|
Dyrene i Zoo holder ikke vinterferie, men du kan besøge dem i din. Københavns Zoo har nemlig lavet et rimelig propfyldt vinterferie program, med alle mulige forskellige events og aktiviteter.
|
|
De har blandt andet gjort klar til Valentines day i nogle utraditionelle rammer blandt dyrene. Hen mod slutningen af februar går fastelavn også rigtig i gang, hvor man kan komme og lave sit eget fastelavnsris, og d. 27. kan du møde op i dit pæneste dyrekostume og slå tønde. 🐯🦁🐵
|
|
Du kan selvfølgelig også bare går rundt og sige hej til alle dyrene. Og når du bliver sulten tage et smut forbi spisehuset Folk, eller Bistro Panpan hvor du kan sidde og spise med pandaerne som bordgæst. 🐼
|
|
Hvordan er det at arbejde i Københavns Zoo?
|
|
Vi bliver lige i Zoo, og tager en snak med Marie Visted Jakobsen, der er Marketing projektleder i haven. Hun er nemlig med til at planlægge alle de her events du kan opleve i løbet af vinteren. Og vi tog en snak om hvordan det er at arbejde i en Zoologisk have, og nogle af hendes yndlingssteder i København.
|
|
Foto: Marie Visted Jakobsen
|
|
Hvad er det fedeste ved at arbejde i Københavns Zoo?
|
|
Det der betyder noget reelt, det er at man er en del af en løsning på et problem. Der er ikke så mange igen, der ved hvor mange dyrearter der er ved at blive udryddet, og hvis vi ikke havde Zoologiske haver, så ville de bare forsvinde. På den måde føler jeg virkelig jeg er med til at passe på verdens dyr, bare ved at arbejde her.
|
|
Hvorfor skal man besøge Københavns Zoo her i løbet af vinteren?
|
|
Vinteren er jo sådan en lidt anderledes oplevelse, man har lidt mere tøj på, der er lidt koldt og måske er der lidt sne. Dyrene er jo også helt anderledes, det er en helt særlig dyreoplevelse, man kan komme ind i de her varme stalde. Når man kommer ind i sådan en varm girafstald, og bliver mødt af en varme og en prusten fra en giraf, det er altså noget helt særligt.
|
|
At tage i Zoo er en fed udendørsoplevelse, er der andre gode udendørsoplevelser i København du kan anbefale?
|
|
Jeg holder selv meget af at gå rundt i byen. Jeg er sådan en der altid har en skitseblok med, hvis jeg lige fanger en solstråle og syntes der er noget spændende arkitektur. Men jeg syntes også om nogle af de nyere steder i København. Jeg bor selv ude på Holmen, hvor jeg har Amager bakke i baghaven, og en tur op af den, Copenhill som den også hedder, det kan virkeligt anbefales, og så er det jo gratis.
|
|
Hvordan ville en perfekt dag i København se ud for dig?
|
|
Alt efter vejret, så bliver kaffe indtaget på en kaffebar. Det kunne være Coffee collective inden på Kristen Bernikows gade. Det kunne også være cafeteriet på SMK. Bare sidde og hygge med en skitseblok. Hvis vejret er godt, tager jeg kaffen med ud på gaden, nyder arkitekturen og får tegnet et par streger. Jeg kan godt lide at komme ud i gaden. Generelt at være langs med havnefronten kan jeg lide. Jeg har også boet på Frederiksberg, men det har betydet ret meget for mig at flytte ud på den anden side, hvor man kommer igennem havnen og broerne for at komme fra a til b.
|
|
Har du et hemmeligt sted, en lille københavnerperle, du gerne vil dele med os?
|
|
Nu er jeg lidt usikker om jeg gider at dele den med for mange. Men jeg har et sted, som er mit go to spot, hvis jeg skal trække frisk luft og falde til ro. Og det er faktisk den gamle flådestation ude på Holmen. Der er ikke særlig mange der ved at man kan gå derind. Man har byen lige på den anden side, og så alle de her historiske bygninger. Samtidig med at der bare er ro, og folk der arbejder lidt rundt omkring.
|
|
Noget for alle - Broens gadekøkken
|
|
Når man har hele familien med ude at spise, kan det godt være svært at finde et sted som passer til alles smag. Eller hvis du er ude med en ven der bare skal have burger, mens du måske mere er til noget asiatisk. Løsningen er streetfood.
|
|
Hos Broens gadekøkken er der en masse forskellige boder, alt fra nogle af verdens bedste burgere hos Gasoline grill til italiensk, græsk, asiatisk mad og meget mere. Her skal selv den mest kræsne person, nok finde noget de kan lide. 🍔🥙🍝
|
|
Som en lille ekstra treat her i løbet af vinteren, så kan man også stå på skøjte på Broens egen skøjtebane. Så kan du lige skøjte nogle af kalorierne væk. Eller børnene kan holdes beskæftiget mens du tager en velfortjent fadøl. ⛸🍻
|
|
Varme toner til det kolde vejr
|
|
Genåbningen af byens barer og natteliv kunne næppe være kommet mere kærkomment end et par dage før den københavnske vinterjazz festival. Her i februars vinterkulde er der intet som kan få humørbarometeret i vejret som lidt musikalsk forkælelse i form af varme jazztoner, kolde fadbamser og hyggelig barstemning 🍻
|
|
Foto: Kristoffer Juel Poulsen
|
|
Fra den 3. til den 27. februar bliver København forvandlet til et vaskeægte jazz-Mekka, når både danske og internationale jazzmusikere indtager byens scener og spillesteder. Så hop i garderobens mest funky outfit, find en babysitter til børnene og tag ud og nyd jazzmusikkens befriende og stemningsfyldte indtog i det københavnske natteliv 💃🎷🎺
|
|
Du kan tjekke programmet og spillestederne for vinterjazz festivalen i København ud her.
|
|
Det var alt vi havde for denne gang. Vi håber du blev inspireret til en masse aktiviteter her i hovedstaden i løbet af vinterferien. Som nu også er helt fri fra restriktioner
|
|
Vi ændrer lidt på nyhedsbrev-konceptet herinde fra. Vi fortsætter stadig med at lave nyhedsbreve præcis lige som det her, mens hver andet bliver lidt anderledes, hvilket I allerede kan se om 2 uger.
|
|
Vi lover, at det stadig bliver lige så godt, hvis ikke bedre. Og vi fortsætter selvfølgelig med at vise alt det bedste fra København.
|
|
Anders og Frederik, Copenhagen Unfolded
|
|
Copenhagen Unfolded er udgivet af VisitCopenhagen, som hver dag fortæller hele verden om København og de oplevelser, der er at hente her. Med Copenhagen Unfolded, vil vi gerne dele vores københavneroplevelser med både gæster og lokale.
|
|
Denne udgave af Copenhagen Unfolded er sat sammen af Kasper Syhler, Frederik Ibsing og Anders Nørland.
|
|
Kender du nogen, der vil være lige så glad for Copenhagen Unfolded, som dig? Giv en ven muligheden for at skrive sig op.
|
|
Har du fået videresendt det her nyhedsbrev af en ven? Skriv dig op her, så du kan modtage det selv hver anden uge.
|
|
Send forslag, spørgsmål, forslag til samarbejde eller generel feedback til redaktion@woco.dk
|
|
|
|
|