Udgave 30. * 20. april, 2022
|
|
Så er vi tilbage med 5 anbefalinger til hvad man bare ikke må gå glip af i maj måned. Der er noget for de madglade, de kulturinteresserede og dem som gerne vil se grønne blade på træerne.
|
|
Denne måneds anbefalinger kommer fra Frederik, som er en fast del af Copenhagen Unfolded redaktionen. Frederik er studentermedhjælper i Wonderful Copenhagens kommunikationsafdeling, og læser en kandidat i Dansk på Københavns universitet. Frederik bor i Sydhavnen, og elsker at promovere den her lidt glemte bydel.
|
|
I maj er det forår med stort F og overgangen til sommer. Man kan måske være så heldig at træerne er blevet grønne og vejret tillader de korte bukser. Jeg har derfor valgt 5 anbefalinger med natur, kultur og lækker mad.
|
|
Sydhavnen er som sagt lidt den glemte bydel i København, men det betyder dog ikke at bydelen ikke har noget at byde på, der er skjulte skatte overalt, som fx Sydhavnstippen. Et sted jeg selv bruger rigtig meget. Når jeg lige har brug for lidt natur og lade tankerne flyve, så er det her stedet jeg tager hen.
|
|
Denne lille naturboble ligger i forlængelse af den lidt mere kendte Valby parken, men de kunne nærmest ikke være mere anderledes fra hinanden.
|
|
Sydhavnstippen er noget af det tætteste man kommer på rå natur i København, en form for grøn oase. Der er ingen anlagte stier, udover dem som folk selv laver. Og træer og græs bliver der holdt styr på af de lamaer og får der går rundt. Området er desuden omringet af sjove og anderledes haveforeninger, med Christiania-agtige huse. Hvis du bare ikke kan få nok af Københavns grønne områder, så har vi selvfølgelig lavet en guide med nogle af de bedste parker byen har at byde på.
|
|
Café Slusen er en café, der som du nok har gættet, ligger ved Slusen i Sydhavnen. Det er en super hyggelig café, der stråler af Sydhavnscharme. Selvom jeg er lokal sydhavner har jeg ikke været der endnu, men det tænker jeg helt sikkert er noget der skal ændres ved her i maj.
|
|
Det bliver ikke mere autentisk end området omkring slusen, med husbåde og folk der fisker fra den lille gangbro over havnen. Og her kan du så sidde lige ud til vandet, og nyde en kop kaffe, et glas hvidvin eller en kold øl, og se livet på havnen udfolde sig. 🍺
|
|
Hvis du ligesom mig også har svært ved at vælge, hvilken kage du skal have, når du står i bageren, så har jeg løsningen til dig. Mille's Minis i Sydhavnen laver nemlig mini udgaver af kager. Alt fra en mini Othellolagkage til en mini Jordbærtærte. Og kører med mottoet, hvorfor nøjes med en kage, når man kan få flere kager?´
|
|
Her kan du prøve en masse forskellige kager uden at føle, at du misser noget. Eller bare tage en enkelt, hvis du nu er på kur. Jeg forestiller mig at købe en håndfuld af de små lækkerier, sætte mig ned ved vandet og nyde dem i solen.
|
|
Kulturel på Copenhagen Contemporary
|
|
Selvom Sydhavnen har masser at byde på, så har bydelen alligevel også sine begrænsninger. Derfor bevæger vi os til den nordlige del af Københavns havn, hvor Copenhagen Contemporary ligger. Jeg har næsten lige været her, og kan godt mærke at der ikke går lang tid før jeg kommer igen.
|
|
Lige nu har de en udstilling der hedder Light and Space. Her træder man ind i en verden af lys og farver, med alle mulige fantastiske installationer. Højdepunktet for mig var et fuldstændig mørkelagt rum, hvor man intet kunne se. Jeg kan godt love at dine sanser kommer på overarbejde.
|
|
Sidste anbefaling herfra er et af mine yndlings museer i København. Og her skal vi altså lidt ud af byen, for det ligger under åben himmel. Det er selvfølgelig Frilandsmuseet jeg snakker om.
|
|
Hvis det ikke er noget du er bekendt med, så er det på tide at få øjnene op for denne perle. Frilandsmuseet er kort fortalt en masse gamle huse og gårde, som man kan gå rundt og kigge på. Og nu tænker du sikkert: Gamle gårde? Er det spændende?
|
|
Og ja det er det faktisk. Se det som en rejser tilbage i tiden for at se hvordan vi engang boede og levede i Danmark. For at gøre tidsrejsen endnu mere troværdig, har museet også hyret folk til at gå rundt i tøj fra gamle dage, og optræde som om de bor i de forskellige huse. Hvis du er frisk på at tage lidt ud for København for at få lidt på opleveren, så har vi lavet en guide med nogle fede dagsture fra København.
|
|
Det var nogle af de ting, som jeg har tænkt mig at bruge min maj på. Jeg håber du har fået øjnene op for den uudforskede bydel Sydhavnen. Og hvis du allerede havde opdaget den, så ser jeg dig jo nok derude.
|
|
Men husk, at dette blot er mine anbefalinger. På redaktionen er vi lige så interesseret i at høre jeres, så skriv meget gerne, hvis der er noget, som I føler, at vi har overset.
|
|
Vi er tilbage om to uger med meget mere om alt det bedste fra København.
|
|
Frederik, Copenhagen Unfolded
|
|
Copenhagen Unfolded er udgivet af VisitCopenhagen, som hver dag fortæller hele verden om København og de oplevelser, der er at hente her. Med Copenhagen Unfolded, vil vi gerne dele vores københavneroplevelser med både gæster og lokale.
|
|
Denne udgave af Copenhagen Unfolded er sat sammen af Kasper Syhler, Frederik Ibsing og Anders Nørland.
|
|
Kender du nogen, der vil være lige så glad for Copenhagen Unfolded, som dig? Giv en ven muligheden for at skrive sig op.
|
|
Har du fået videresendt det her nyhedsbrev af en ven? Skriv dig op her, så du kan modtage det selv hver anden uge.
|
|
Send forslag, spørgsmål, forslag til samarbejde eller generel feedback til redaktion@woco.dk
|
|
Priser fra kun 439 kr. for 24 timer.
|
|
|
|
|