Udgave 35. * 29. juni, 2022
|
|
Så er vi tilbage med 5 anbefalinger til hvad man bare ikke må gå glip af i juli måned. Vi skal have fat i noget med cykler, noget så eksotisk som computerspil, lidt mad og så skal vi også en tur i vandet.
|
|
Denne måneds anbefalinger kommer fra Kasper, som blandt andet er redaktør på Copenhagen Unfolded og visitcopenhagen.dk. Kasper er Vesterbroer og elsker at cruise rundt i kvarteret og indsnuse både det nye og det klassiske i kvarteret. Men denne gang kommer kommer vi ikke bare rundt i flere brokvarterer, vi kommer langt, langt nordpå.
|
|
Kan man være mere heldig end at skulle give sine bud på fem ting, som man ikke må gå glip af midt i den københavnske sommer? Jeg elsker korte ærmer og ville ønske, at det det var t-shirt vejr hele året. Det er det som bekendt ikke, men det er juli måned, så mine anbefalinger er alle nogle man kan tage i korte ærmer - nogle i bar mave, for at det ikke skal være løgn. Let's go!
|
|
Okay, det er efterhånden ikke nogen hemmelighed, at Touren starter i København i år, og det bliver med mig som tilskuer. De sidste par uger har jeg funderet på hvor på ruten det vil være bedst at stille sig med en køletaske, glas og en flaske hvid Bourgogne og så ellers få sendt rytterne godt afsted!
|
|
Jeg har endnu ikke helt bestemt mig for et spot, men det skal nok komme. Men ellers har jeg alle mine logistiske informationer på plads, fordi jeg har tjekket VisitCopenhagens Tour side 😉 Planlægger du også at skulle ud og se cykelløb, kan jeg kun opfordre til at gøre det samme. Allez, allez, allez!
|
|
Dagen efter at verdens bedste cykelryttere har kørt enkeltstartsruten rundt i København, er det os, verdens næstbedste ryttere der har fornøjelsen. Tour de KBH. Ruten vil stadig være spærret af og fra kl. 9 om morgen har vi det meste af dagen til at gennemføre de 13,2 kilometer, som ruten består af.
|
|
Det man lige skal vide er, at det ikke er et ræs. Det er hygge og fejring af hverdagscyklismen i København. Så mød gerne op med carboncykel og fuldt lycra-outfit, men husk at ruten vil være fuld af almindelige mennesker på almindelige cykler i adstadig tempo. Jeg vil i hvert fald tage den med ro og nyde vingesuset på min gamle Peugeot havelåge.
|
|
COMPUTERSPIL I ØKSNEHALLEN
|
|
Jeg er ikke verdens mest dedikerede gamer, men med en fjern fortid i den danske computerspilbranche, er min kærlighed til mediet stadig i live. Fra 25. juni til 4. august vil der i Øksnehallen være en stor udstilling New Worlds Emerge, hvor du kan komme tættere på alt det med at designe og producere spil.
|
|
Foto: Grosen Foto for DGI Byen
|
|
Udstillingen handler om de mest kendte danske computerspils tilblivelse og historie fra skitse til skærm, heriblandt HITMAN, Inside og Subway Surfers, Deep Rock Galactic mfl.
|
|
Det er den første store udstilling af sin art, og har du spillet bare en lille smule Subway Surfers, og det har du sandsynligvis for det er det mest downloadede spil i verden, kunne det være, at du også synes, at det ville være sjovt at se hvordan spillet egentlig er blevet til og har udviklet sig over årene.
|
|
Der er to slags vejr som kan få mig til at tage til Hornbæk. Den ene slags er hvis det blæser kraftigt fra nord-vest, og så er det med et surfboard på taget af bilen. Den anden er høj sol og så er det bare badebukser og solcreme der står på pakkelisten.
|
|
Jeg er vokset op i nærheden af Hornbæk strand og har som barn tilbragt utrolig mange sommerdage med tæerne i vand og sand netop der. For mig er Hornbæk strand lige dele nostalgiske sommer vibes, skub-op is fra kiosken og der hvor jeg lærte at svømme under vand med åbne øjne. Men ser man bort fra al nostalgien er det uden tvivl stadig en virkelig god badestrand.
|
|
Sidste ting, som jeg helt sikkert skal i løbet af juli måned er at tage et smut forbi BaneGaarden, som stadig er en lidt halvgemt perle mellem Vesterbro og Sydhavnen.
|
|
Banegaarden er et stykke uopdaget land, der ligger på DSBs baneterræn. Bygningerne, 9 gamle trælader fra starten af 1900-tallet er blevet restaureret og danner nu rammen om et grønt og gastronomisk samlingspunkt.
|
|
Personligt er jeg interesseret i at kigge forbi Perron og spise en af deres højtbesungne pizzaer. Lade 609 er også klart et besøg værd, hvis man vil have lidt mere kniv og gaffel i sin spiseoplevelse.
|
|
Sådan kommer min juli blandt andet til at se ud. Sommer, sommer, sommer 🌞 Mere er der vel egentlig ikke at sige. Ud ad døren, ud i gaderne og opleve byen i fulde drag!
|
|
Men husk, at dette blot er mine anbefalinger. På redaktionen er vi lige så interesseret i at høre jeres, så skriv meget gerne, hvis der er noget, som I føler, at vi har overset.
|
|
Vi er som vi plejer tilbage om to uger med meget mere om alt det bedste fra København.
|
|
Kasper, Copenhagen Unfolded
|
|
Copenhagen Unfolded er udgivet af VisitCopenhagen, som hver dag fortæller hele verden om København og de oplevelser, der er at hente her. Med Copenhagen Unfolded, vil vi gerne dele vores københavneroplevelser med både gæster og lokale.
|
|
Denne udgave af Copenhagen Unfolded er sat sammen af Kasper Syhler, Frederik Ibsing og Anders Nørland.
|
|
Kender du nogen, der vil være lige så glad for Copenhagen Unfolded, som dig? Giv en ven muligheden for at skrive sig op.
|
|
Har du fået videresendt det her nyhedsbrev af en ven? Skriv dig op her, så du kan modtage det selv hver anden uge.
|
|
Send forslag, spørgsmål, forslag til samarbejde eller generel feedback til redaktion@woco.dk
|
|
Priser fra kun 439 kr. for 24 timer.
|
|
|
|
|