Udgave 39. * 24. august, 2022
|
|
Så er vi tilbage med fem anbefalinger til, hvad du ikke må gå glip af i september. Denne måned er det Visit Copenhagens egen SoMe-redaktør, Andrea, der løfter sløret for sine anbefalinger til årets første efterårsmåned.
|
|
Andrea har sin daglige gang på Nørrebro, hvor du ofte kan finde hende liggende med en kop kaffe og en snegl i en af bydelens grønne parker. Hun prioriterer at dykke ned i Københavns kulturliv på sine fridage og cykler gerne rundt mellem museerne og kunsthallerne med sit Copenhagen Card, der giver fri entré, i sin pung.
|
|
Sommeren er gået på hæld, og september varsler mørke morgener, regntøj og syrligt gule blade på fortovene. For at overleve det sjask og sjap, der venter forude, kan du enten trække indendørs, eller du kan trække i overtøjet. Jeg vælger overtøjet og giver her en overflyvning over de steder, jeg skal besøge den kommende tid.
|
|
GOLDEN DAYS HYLDER KVINDELIGE PIONERER
|
|
Golden Days er Københavns store kulturfestival, som hvert år byder på et nyt tema som overlægger for et propfyldt program. I år er festivalen dedikeret til Queens; kvinder, der har indtaget tronen, svunget sværdet, brudt normerne og gået allerforrest. Festivalen er blevet en af mine mest hellige traditioner, hvor jeg og en håndfuld gode venner sætter krydser i programmet flere uger før
|
|
Foto: Harry Langdon / Getty Images
|
|
I år skal jeg nyde tonerne af kunstner Josefine Opsahls cello i Brønshøj Vandtårn, jeg skal høre forfatter Ditlev Tamm i en samtale med Ane Cortzen i DAC – Dansk Arkitektur Center, og så skal jeg opleve kunstner Madame Nielsen optræde i Verdensfrelserinden på mit favoritteater Sort/Hvid.
|
|
Festivalen varer fra 2. september til 18. september, og du kan læse hele programmet her.
|
|
SEAN SCULLY UDSTILLER MONUMENTALE VÆRKER PÅ THORVALDSENS MUSEUM
|
|
Kunstner Sean Scully har gjort permanent indtryk på mig med sine meget store, ekspressive værker og sit farveunivers. Så jeg blev meget begejstret, da jeg opdagede, at han åbner sin første soloudstilling i Danmark på Thorvaldsens Museum i den her måned. For at det ikke skal være nok, så har han også har skabt flere kæmpemæssige, stedsspecifikke skulpturer specielt til lejligheden, hvor hele museet bliver bragt i spil og dets særlige kendetegn bliver fortolket.
|
|
Du kan opleve udstillingen fra 2. september til 5. marts 2023. Jeg forudser, at den bliver septembers store must-see og et fluepapir for kunstelskere.
|
|
Foto: Destination SydkystDanmark
|
|
NATUR I VERDENSKLASSE PÅ MØN
|
|
Smuk kystlinje, vild natur og imponerende kalkklinter, som rejser sig lodret op ad havet. Møns Klint er et billedskønt naturområde, som er en oplagt dagstur fra København. Den ny afmærkede vandrerute Klintekongens Rige er derudover også lige blevet kåret som Europas bedste af Deutsches Wanderinstitut, og jeg har allerede investeret i et par vandrestøvler og et par åndbare uldsokker og skal afprøve turen, så snart tiden byder sig.
|
|
KVALITETSVIN TIL GODE PRISER OG COMTÉ
|
|
Efter en pilgrimsfærd igennem Københavns mange kunsttilbud, står den på forkælelse på vinbaren Vinhanen. Barens grundprincip er at købe vin på bulk, direkte fra vinbønder, og derfor kan de tilbyde håndlavet kvalitetsvin til meget overkommelige priser. Jeg byder efterårets velkommen med et glas økologisk sangiovese, og hvis det bliver sent, kombinerer jeg vinen med charcuteri og ost eller en varm ret.
|
|
Her slipper du i øvrigt heller ikke for at være omgivet af kunst, da kunstnere som FOS, John Kørner og Bjørn Nørgaard har skabt interiøret og flere integrerede værker til stedet. Se, om du kan pege værkerne ud, eller spørg det søde personale bag baren.
|
|
BIENVENUE BRASSERIE PRINS
|
|
Jeg synes godt, at efterårsmad må være lidt rustikt, og det skal være fyldt med smag, så det varmer helt ud i spidsen af tæerne. Lige ved Vesterport Station ligger Brasserie Prins, som bemærker sig ved at servere den mere aparte del af det franske køkken. Tør du for eksempel at smage et stegt kalvehjerne? Eller at sætte tænderne i mør kaninballotine med lever og estragon?
|
|
Bare rolig, spisekortet byder også på flere lækre og mere ordinære serveringer som pocheret hummer med sommergrønt og karamelliseret løgtærte.
|
|
Det var alt for denne gang.
|
|
Der skal i øvrigt lyde et stort tak for alle de anbefalinger, I sender til os. Husk, at vi stadig er meget interesseret i at høre jeres tips til happenings, udstillinger, arkitektur, mad og andre finurlige Københavnerting. Hver måned tager vi nemlig udgangspunkt i jeres gode idéer, når vi deler indhold på visitcopenhagen.dk, Instagram og Facebook.
|
|
Vi er tilbage om to uger med meget mere om alt det bedste fra København.
|
|
Andrea, Copenhagen Unfolded
|
|
Copenhagen Unfolded er udgivet af VisitCopenhagen, som hver dag fortæller hele verden om København og de oplevelser, der er at hente her. Med Copenhagen Unfolded, vil vi gerne dele vores københavneroplevelser med både gæster og lokale.
|
|
Denne udgave af Copenhagen Unfolded er sat sammen af Andrea Sonne, Kasper Syhler og Frederik Ibsing.
|
|
Kender du nogen, der vil være lige så glad for Copenhagen Unfolded, som dig? Giv en ven muligheden for at skrive sig op.
|
|
Har du fået videresendt det her nyhedsbrev af en ven? Skriv dig op her, så du kan modtage det selv hver anden uge.
|
|
Send forslag, spørgsmål, forslag til samarbejde eller generel feedback til redaktion@woco.dk
|
|
Priser fra kun 439 kr. for 24 timer.
|
|
|
|
|