Logo
Dit ugentlige input om verdensøkonomien, finansmarkederne, megatrends m.m.
Tak fordi du læser med

Ugebrev #34 - 2025

Nyhedsbrevet Earlybird var på vej på et par dages efterårsferie, men så gik finansmarkederne lige lidt agurk i fredags pga. nye kontroverser mellem USA og Kina. Samtidig er der begyndende uro på kreditmarkederne, så her er noget input med udelukkende fokus på investering denne gang.

God lytning og læsning.

/Frank

 

  • To store trends styrer finansmarkederne netop nu: AI-boom og ”The De-basement Trade”
  • Snakken om en boble i AI breder sig...

  • ...og David Cahns seneste korte skriv gør mig kun endnu mere overbevist om, at der er noget om snakken...

  • ...men det er desværre umuligt at time, hvornår det hele topper...

  • ...men når det sker, vil det både skabe problemer på aktiemarkederne og i USA’s økonomi og dermed også i Europa og Danmark

  • De seneste AI-prognoser tyder dog på, at investerings-boomet fortsætter indtil videre med AI-investeringer svarende til 1960’ernes Apollo-måneprogram hvert 10. måned

  • Torsdag/fredag overskyggede en uventet eskalering af USA-Kina-handelsforhandlingerne pludselig alt andet...

  • ...men heldigvis tyder alt på TACO igen, så der hurtigt kan falde ro på

  • Til gengæld er der også opstået iøjnefaldende uro på kreditmarkederne og især private credit og store kursfald på verdens største kapitalfonde

  • Gåde: Hvilken dansk politiker står bag ”Pirk Hershård”? Svar til sidst i nyhedsbrevet 

 

Investerings-podcast: Boble-snak og de to store trends, der styrer finansmarkederne lige nu, Kina-USA-ballade og begyndende uro på kreditmarkederne

I min seneste podcast forklarer jeg om de to store trends, der styrer udviklingen på finansmarkederne netop nu og hvordan man skal investere ud fra dem: Investerings-boomet i AI/kunstig intelligens og ”The Debasement Trade” (podcasten blev optaget torsdag inden eskalationen mellem USA og Kina):
Link til podcast
Ifølge nyhedstjenesten Bloomberg stiger snakken om en AI-boble igen. I den forgangne uge var både Bank of England og IMF på banen med advarsler om en overinvesterings-boble i AI, der både kan føre til en økonomisk nedtur og en aktienedtur.
Hvis der er en boble i AI, er det primært et amerikansk problem, for det er her vi ser de voldsomste stigninger i investeringerne, mens Europa halter noget efter. Det høje tal for USA i 2021 og de lave tal for Kina i nedenstående graf passer dog ikke helt med tal fra andre kilder.
Men beregningerne fra Bridgewater i grafen nedenfor viser, at AI-investerings-bølgen lige nu står for næsten halvdelen af væksten i amerikansk økonomi.
Flere af de amerikanske storbanker, senest Citigroup, tror AI-investerings-boomet fortsætter for fuld fart i flere år endnu, både i USA og globalt. Globalt forudser de næsten en ti-dobling i AI-infrastruktur-investeringerne fra 2024 til 2029 svarende til en gennemsnitlig vækst på 56 procent årligt. 
Det er enorme beløb, der er svære helt at fatte. Nogle eksperter minder os om, at det svarer til, at tech-giganterne investerer i et helt Apollo-måneprogram – ikke hvert 10 år, men hvert 10. måned!!!! Spørgsmålet er, om de enorme summer af penge kan tjenes hjem igen?
Ifølge Jamie Dimon, chef for USA’s største bank JP Morgan, er svaret ja. Han er meget optimistisk mht. AI og forudser store gevinster og at vi ender med en meget kortere arbejdsuge pga. de enorme produktivitetsgevinster.
David Cahn’s seneste AI-kommentar – den tager kun 5 minutter at læse og David er måske den mest klart-tænkende AI-ekspert jeg kender, så læs den - gør mig kun endnu mere overbevist om, at svaret er nej og at vi altså står midt i en AI-overinvesteringsbølge, hvor Silicon Valley og Wall Street (og danske pensionskasser mfl.) lige nu investerer enorme milliard-beløb i teknologi og virksomheder, der ikke bliver gode investeringer de næste 1-5 år. Der kommer AI-produktivitetsgevinster, men slet ikke nok og slet ikke gevinster tech-giganterne kan høste til at betale for de enorme investeringer:
Link til artikel
David mener et fortsat AI-investerings-boom forudsætter, at der kommer et stort pludseligt forskningsmæssigt AI-gennembrud (”Deus ex machina”), der bringer os frem mod AGI, Artificial General Intelligence, altså AI på niveau med os mennesker. Men lige nu går det den modsatte vej: Stadigt flere eksperter erkender, at vi slet ikke er så tæt på AGI som forventet. 
Den store kapitalfond Bain er på lange strækninger enig med David Cahns analyse. De advarer også om, at udbygningen med de enorme datacentre i USA kan løbe ind i problemer med mangel på strøm og rent vand og politisk vokser modstanden lokalt mod datacenter-boomet, fordi det øger de lokale el- og vandpriser for de amerikanske forbrugere.
Et af skeptikernes mange kritikpunkter er også cirkulariteten i de AI-eksponerede tech-selskabers indtjening. De lever i høj grad af at sende penge til hinanden og spørgsmålet er, om der kan skabes nok indtjening fra slutkunder uden for tech-miljøet? Optimisterne siger ja, skeptikerne nej. 
Optimisterne har ret i, at en del af aktiekursstigningerne, især for en gigant som Nvidia, kan forklares og forsvares med kraftigt stigende indtjening (se graf nedenfor til højre), imodsætning til fx. udviklingen under internet-boblen i 1990’erne for Cisco. 

Så ja, tech-aktierne er højt prisfastsat i dag, men udfordringen fremadrettet bliver primært, om de kan leve op til de meget høje indtjeningsforventninger investorerne har. Jeg er stadigt mere skeptisk.
Torsdag/fredag overskyggede en pludselig og helt uventet eskalation i USA-Kina-handelsforhandlingerne alt andet på markederne og førte til store kursfald på aktier, kryptovalutaer og en del råvarer. 

Årsag: Kineserne mener USA de seneste uger i flere omgange har indført nye handelsforhindringer trods aftale om handelsvåbenhvile i Madrid i sidste måned, som forudsætning for et Trump-Xi-topmøde. Som gengæld annoncerede de så torsdag gengældelse ved indførelse af strammere eksportregler for de vigtige sjældne jordarter, som især USA’s techsektor er så afhængige af.
Det fik fredag Trump til på sit sociale medie Truth Social at true med 100% straftold på kinesiske varer og det udløste øjeblikkelig en stor nedtur på finansmarkederne.
Endnu en gang var der ifølge flere medier tydelige tegn på insider-handel omkring politikudmeldinger fra Trump, da én investor tjente anslået 192 mio dollars på et par timer, ved en ½ time før Trumps udmelding om 100% straftold, at placere et stort bet på lavere krypto-valutakurser. Man kan kun gisne om, hvem kontoen, der blev åbnet og lukket indenfor en time, tilhørte.
Heldigvis har der været lidt diplomatisk udglatning fra både kineserne, men især Trump det seneste døgns tid, så forhåbenligt falder der ro på igen og kurserne retter sig hurtigt. Kineserne har fået signaleret til Trump, at de ikke finder sig i noget og sidder med flere trumfer end USA i forhandlingerne, og Trump ser ud til at fatte det. Markederne håber det er TACO-trade igen (Trump Always Chickens Out).
Imens er der også udbrudt lidt uro på kreditmarkederne og det voldsomt voksende marked for private credit. For tidligt at sige, om det blot er nogle få krusninger på overfladen eller starten på noget mere alvorligt, men det skal der holdes øje med. I et firma er 2,3 mia. dollars pludselig væk og et andet er ved at gå konkurs trods storbankernes forsikring om, at alt skulle være ok.
Også iøjnefaldende, at aktiekurserne på verdens største kapitalfonde dykker rimeligt kraftigt, mens aktiemarkedet slår nye rekorder (inden nedturen fredag). Hhhmmm....

Konklusion

USA-Kina-balladen synes allerede ved at falde til ro igen. Handelsballade mellem de to supermagter er ikke priset ind i markederne, så hvis den blusser op igen står den på flere kursklø. Interessant fredag, at guld og lange obligationer klarede sig så godt.

Uroen på kreditmarkederne skal der holdes godt øje med.
 
AI-boblen, hvis der er en (hælder jeg til at der er), er umulig at sige hvornår brister. Jeg anbefaler at investere sine penge andre steder end AI-eksponerede USA-aktier, fx. Emerging Markets/Kina, råvarer (ædelmetaller primært), visse small cap aktier m.m.

Til sidst lidt sjov: Apple transskription af P1. Pirk Hershård😊😊😊😊

RÅDGIVNING
FOREDRAG
KONTAKT
LinkedIn
Twitter
Copyright © 2023 - Frank Hvid (Earlybird Research & Education)
 
Ønsker du ikke længere at modtage disse mails? Unsubscribe.
Earlybird Research & Education Linkøpingvej 223 Roskilde, 4000
 
Vis denne email i din browser View in Your Browser