Nutidens teknologi gør os både dummere, mindre pålidelige og udholdende, mindre empatiske og mentalt robuste og mere introverte – derudover er den vist ok??!!
En ny spændende stak data fra John Burn-Murdoch, datanørden fra Financial Times, som alle burde følge. Link til artiklen er nedenfor.
Artiklen handler om, at vores personlighedstræk i de her år gennemgår nogle meget store ændringer og at det desværre ikke er i en positiv retning, tværtimod, og at det især rammer de unge, men vi ældre generationer heller ikke kan se os helt fri.
Det handler bl.a. om, at vores evne til det der på engelsk hedder ”conscientiousness” – altså evnen til at være pålidelig og disciplineret/vedholdende, er i frit fald (se graf nedenfor).
|
|
Dataene er amerikanske, men andre data og forskning tyder på, at udviklingen ses i rigtig mange andre rige lande i de her år. Dataene tyder også på, at vi er blevet mere mentalt skrøbelige (”neuroticism”), mindre empatiske og tillidsfulde og markant mere introverte. Og den største ændring ses blandt de unge 16-39 år.
Indeks 50 i graferne er den gennemsnitlige vurdering på tværs af generationer i 2014 på de forskellige personlighedstræk.
|
|
Problemet er kort sagt, at på de store vigtige personlighedstræk, der er meget mere afgørende for om vi mennesker får et godt liv og er glade, tilfredse og produktive borgere end hvilken hjerne vi fødes med eller hvilket socioøkonomisk miljø vi vokser op i, ja der går det hastigt ned ad bakke – og især blandt unge i 20’erne og 30’erne.
|
|
Der kan være mange faktorer bag denne pludselige nedtur i vores karaktertræk, men en væsentlig forklaring lander igen-igen på smartphones, sociale medier, gaming og streaming services, som fx. Netflix.
Som John Burn-Murdock skriver: De allestedsnærværende og hyper-engagerende digitale medier har udløst en eksplosion i distraktion – det er opmærksomheds-økonomien i højeste gear – og gjort det nemt ikke at skulle planlægge noget eller at ændre planer pludseligt. Online-livet og den digitale verdens bekvemmeligheder får den analoge verdens forpligtelser og aftaler til at virke som noget tungt og bøvlet – en byrde, som vores hjerner er kodet til at forsøge at spare energi på at undgå.
Resultatet er mere digitalt liv levet, mindre analog og face-to-face interaktion og ”ghosting” som helt normal adfærd, altså det med at date og så bare forsvinde fuldkommen.
Evnen til at lave planer og følge dem, at være vedholdende falder dramatisk og vi bliver mere ligeglade og sløsede – det sidste gælder dog primært de 16-39-årige.
|
|
Resultatet – som jeg har omtalt i tidligere nyhedsbreve – er, at vi som individer simpelthen bliver dummere: Flere har sværere ved at læse og forstå information, løse matematikopgaver m.m. (jeg skal på jagt efter de danske tal fra OECD-undersøgelsen).
|
|
Konklusion
Alle ovenstående data giver så god mening og bekræfter, at nutidens teknologi har nogle enorme bivirkninger og at hele fremkomsten af en hyper tech-styret opmærksomheds-kapitalisme faktisk skader os mennesker og vores samfund og skader vores samlede produktivitet.
John Burn-Murdoch har en interessant ny pointe: Hele denne udvikling forstærkes af, at vores omgang med teknologi i de her år ændrer sig dramatisk: Fra bevidst selvstyret brug af teknologien – hvilket ofte er meget gavnligt og produktivt – til stadig mere passivt forbrug.
En anden pointe: Generativ AI kan forstærke de her tendenser, især blandt de unge, fordi det gør det nemmere at springe over hvor gærdet er lavest i diverse opgave-besvarelser.
Den positive vinkel er, at de her ændringer i vores personligheder pga. teknologien også kan ændres igen til en mere positiv retning. Mindre skærm, færre distraktioner, mere arbejde i hånden i skolerne, mere læsning o.m.m. Og opgøret er i gang. Men vi er oppe imod de største og mest magtfulde virksomheder i verden, så det bliver et hårdt opgør.
|
|
|
|
|