De ekstreme positioner på optionsmarkedet for amerikanske aktier ses i neden-stående grafer og forstærker markedsbevægelserne i både op- og nedadgående retning (en såkaldt gamma squeeze), dvs. aktiemarkedet bliver markant mere ustabilt.
Forleden handledes der for 2,600 mia. dollars optioner på én handelsdag, langt mere end nogensinde set før og en rekordstor andel var såkaldte call-optioner, hvor man får en gevinst, hvis aktier stiger.
|
|
Den ekstreme positionering på aktiemarkedet lige nu ses også af, at de såkaldte momentum-aktier (typisk nogle få AI-relaterede aktier) er skudt helt vildt i vejret ift. de stabile minimum volatilitets-aktier jf. grafen nedenfor fra Alpine Macro.
|
|
Goldman’s barometer for investorernes risikoappetit er også helt i top. Det samme er deres momentum-barometer, der dermed er enig med Alpine Macros data ovenfor.
|
|
Det seneste år er de ti mest stigende aktier steget pænt meget mere end hvad top-10-aktierne gjorde tilbage under IT-boblen i 1999/2000. Så vi ser altså tilsvarende vilde stigninger som dengang (bogstaverne i tabellen nedenfor er koder for forskellige selskaber).
|
|
En grund til den seneste måneds aktiefest er nogle af de flotteste regnskaber nogensinde set i USA, langt flottere end ventet af investorer og aktieanalytikere – og især i nogle enkelte store tech-selskaber.
Ifølge Goldman Sachs er den reelle forretningsmæssige indtjening dog noget mindre positiv, fordi ”other income”, der især udgøres af ikke-realiserede kapitalgevinster på ejerandele i selskaber som fx. Anthropic, udgjorde rekordhøje 34% af tech-giganternes indtjening i 1. kvartal (over 50% af Alphabets), hvilket magasinet Fortune også har gravet frem.
|
|
De kommende kæmpe-børsnoteringer (IPO’s) af SpaceX, OpenAI og Anthropic til en forventet værdi på 3,700 mia. dollars overgår børsnoterings-boomet i sen-90’erne med en værdi i 2026-dollars på 3,000 mia. og udgør 48% af værdien af samtlige børsnoteringer i perioden 1946-94. Igen – nogle ekstremer.
|
|
OpenAI er det bløde punkt, mange holder øje med for at se, om AI-boomet holder eller ej. Firmaet er først profitabelt i 2029 hvis deres vilde vækstforventninger kommer til at holde stik, men allerede i sidste måned begyndte firmaet at miste kunder (se graf nedenfor). Derimod ser det noget mere lovende ud lige nu for Anthropic.
|
|
Konklusion
De nævnte ekstremer gør, at der skal meget lidt til at udløse en større rotation ud af vinderaktierne og ind i taber-aktierne, hvilket meget få investorer er positioneret til.
Den nuværende positive fortælling om, at aktiemarkedet stiger voldsomt pga. langt bedre indtjening i virksomhederne, holder heller ikke helt vand. Indtjeningen er god, men slet ikke så superfantastisk som nogle får det til at lyde.
|
|
Dårlige inflationsnyheder presser renterne op og aktier ned
Den forgangne uge bød på flere dårlige inflationsnyheder:
- USA’s inflation steg til 3,8 procent i april fra 3,3 procent i marts og blot 2,4 procent i februar, primært pga. højere energipriser
- Inflationen i producentleddet i USA – dvs. leddet lige før produkterne ryger ud til os forbrugere – steg til hele 6 procent i april, så mere forbrugerprisinflation risikerer at ligge foran os
- Samtidig tyder nye opgørelser på, at USA er på vej mod den mindste hvedehøst i over 50 år, hvilket øger kornpriserne og risikerer at øge en lang række fødevarepriser det næste halve år
- Flere priser på kinesiske eksportvarer er efter mange års deflation begyndt at stige
- Samtidig er der ingen tegn fra ugens Trump-Xi-topmøde på, at Kina har indvilliget i at gøre noget særligt for at presse iranerne til at få lavet en aftale med USA’s præsident Trump om at genåbne det vigtige Hormuz-stræde. Det presser olie og gaspriserne yderligere op
|
|
Konklusion
Alt sammen er med til at presse renterne i USA og resten af verden op (se graf nedenfor) af frygt for stigende inflation og i forventning om, at centralbankerne ikke kan sænke renterne, men i stedet måske skal i gang med at hæve dem, for at presse inflationen ned mod deres mål på 2 procent.
Det presser også renterne herhjemme op. De stigende renter begynder nu også at ramme aktiemarkedet og får også prisen på guld til at falde, fordi højere renter gør begge aktiver mindre attraktive.
Nogle økonomiske eksperter frygter, at vi står overfor en anden runde med stigende inflation ligesom det skete i 1970’erne (se graf ovenfor). De fleste tror dog fortsat på, at en snarlig ende på Iran-krigen vil lette inflationspresset. Nye tal viser også, at lønpresset i USA nok alligevel ikke er på vej op, hvilket mindsker risikoen for en voldsom anden-bølge af inflation.
|
|
USA og Kina holder olieprisen nede, men Trump har travlt, Xi har bedre tid
Mange eksperter undrer sig over, at den manglende udskibning af olie gennem Hormuz-strædet ikke presser oliepriserne højere op end de har gjort pt.
Olieanalytikerne i storbanken Morgan Stanley mener det især skyldes to forhold: 1) At USA markant har øget deres olieeksport (graf til venstre nedenfor); 2) Kina har brugt af sine enorme olielagre og mindsket deres import (graf til højre).
|
|
Konklusion
USA kan kun holde olieeksport-tempoet oppe 1-2 måneder endnu, så skal de selv bruge olien hvis ikke Hormuz-strædet åbner op. Kina rammer først et kritisk lavt niveau for deres olielagre til vinter. Så Trump er presset på tid, Xi har bedre tid.
|
|
Kinesisk økonomi viser svaghedstegn i april
Væksten i Kinas industriproduktion aftog til 4,1% i april fra 5,7% i marts og et pænt stykke under forventningen om en vækst på 6%. På samme vis steg detailsalget – en god indikator for de kinesiske forbrugeres købelyst – kun med 0,2% i april og renset for inflation faldt det ligefrem.
Samtidig faldt investeringerne med 1,6% i årets 4 første måneder – også langt svagere end ventet - mens eksporten til gengæld steg hele 14% (grafer nedenfor).
|
|
Ejendomspriserne faldt med 0,2% i april ift. marts og 3,5% på årsbasis og fortsætter dermed med at falde. 21 ud af 70 større byer så dog prisstigninger, op fra 16 byer i marts. Shanghai oplever fortsat stigende priser (+3,7%), mens de fortsat falder i fx. Beijing (-2,3%), Guangzhou (-4.4%), Shenzhen (-5.3%), Chongqing (-4.8%) og Tianjin (-5.1%).
|
|
Konklusion
Kinesisk økonomi er startet 2. kvartal svagere end ventet. Forbruget forbliver svagt, mens eksporten og udvalgte hi-tech-sektorer holder gang i væksten.
Finanshuse er meget uenige om ejendomsmarkedet endelig er ved at nå bunden efter en snart 3 år lang nedtur. Byggeaktiviteten ligger pt. 20% lavere end for et år siden.
Mange lande er sure på Kina pga. deres enorme handelsoverskud, så her bliver kineserne nok noget mere presset i de kommende år. Derfor har Xi også brug for ro på ift. USA og det får nogle eksperter til at spå, at Xi til gengæld for ro på handelsfronten vil hjælpe Trump med at få genåbnet Hormuz-strædet og presset oliepriser og inflationen ned igen. Flere andre eksperter er dog uenige.
|
|
Gode nyheder i Ukraine-krigen: Rusland er lige nu på tilbagetog
En lang række kilder har vha. satellitbilleder m.m. målt sig frem til, at Rusland er på tilbagetog i krigen i Ukraine. Måler man erobret territorie over en løbende 30 dages periode, så har de russiske tropper den seneste måned tabt terræn i Ukraine for første gang siden oktober 2023 (se graf nedenfor).
|
|
Siden krigens start har Rusland haft 1,1-1,5 mio mistede soldater, heraf 280-518,000 dræbte soldater, resten sårede (se graf nedenfor). Ukraine estimeres indtil nu at have haft 100-140,000 dræbte og 460-500,000 sårede soldater.
|
|
Konklusion
Uhyggeligt høje tabstal, men positivt at Ukraine nu mærker en lille fremgang i krigen, der måske er det store vendepunkt?
Tilbagegang på slagmarken og høje tabstal øger presset på Putin. Spørgsmålet er, hvad han så finder på? Eskalering/de-eskalering/våbenhvile? De fleste eksperter forventer desværre en eskalering, men interessant om der pludselig kan ses nye dynamikker i den ellers fastlåste krig.
Nyhedsmediet Politico fortæller, at fremgangen får Zelenskij til at være mere frembrussende på topmøder med europæiske statsledere i hans jagt på krig-finansiering, hvilket skaber stor irritation. Det burde det ikke. Vi har bare at betale ved kasse 1.
|
|
Fortsat positiv reallønsfremgang i Danmark trods højere inflation
Inflationen herhjemme steg fra 1,2% i marts til 1,4% i april. Stigningen skyldes primært højere energipriser. Inflationen er blandt de allerlaveste i EU og skyldes bl.a. lavere elafgifter. Kerneinflationen – hvor energi- og fødevarepriser ikke medtages – aftog i april til 1,6% fra 1,7% i marts.
|
|
Jes Asmussen fra SJF Bank bemærker, at lønvæksten pt. ligger på godt 3,5% og forventes at forblive i det leje resten af 2026. Så lige nu er reallønnen rimelig positiv, selv om inflationen nok vil stige yderligere i de kommende måneder.
|
|
Konklusion
Positive – og faktisk rekordhøje - reallønninger er godt for danske husholdninger og privatforbruget og væksten i dansk økonomi. Og gør det samtidig svært at forstå, hvorfor så mange rimeligt velstillede danskere skal ha’ en fødevarecheck. Det er helt kuk-kuk. Jeg kender flere, der har sendt pengene til Ukraine. God idé.
|
|
Tog-rengøring som turist-attraktion i Japan
TESSEI hedder de efterhånden berømte rengørings-teams, der hvert 12. minut skal gøre det næsten umulige og rengøre Shinkansen hurtig-togene, når de kommer til perron i Tokyo. Når toget ankommer er der afsat 2 minutter til at få passagerne ud og bukke for dem, 3 minutter til at få nye passagerer ind og i mellemtiden har de kun 7 minutter til at gøre toget skinnende rent og klart igen.
Hver rengøringsperson skal på de 7 minutter: Rengøre 100 sæder, tørre alle borde over, støvsuge gulvet, rotere hvert sæde så det vender i kørselsretningen, udskifte alle 100 hovedbetræk, checke og rengøre alle hattehylder og bukke for de nye passagerer.
|
|
Konklusion
Hele seancen er blevet en kæmpe turistattraktion i Tokyo. En stor del af rengørings-personalet er i 50’erne eller 60’erne. Japan kan bare det der med rengøring og at perfektionere processer. Gad vide hvornår robotter kan gøre det bedre end TESSEI?
|
|
Copyright © 2023 - Frank Hvid (Earlybird Research & Education)
Ønsker du ikke længere at modtage disse mails? Unsubscribe.Earlybird Research & Education Linkøpingvej 223 Roskilde, 4000
|
|
|
|
|